Tekst: Johnny Tauman       Foto: René Jørgensen
15. september 2019

Ribe-Esbjerg HH fik fortjent det ene point med hjem fra en hæsblæsende LIGA-kamp i en fantastisk kulisse i thansen-ARENA i Fredericia. Det blev (29-29) efter (14-14) ved pausen, men havde Kasper Kvist været lidt mere koldblodig og rutineret blot 7 sekunder før tid, så kunne han have trukket tiden og måske bragt REHH foran med to mål og dermed sikret de to point. Nu blev det i stedet hjemmeholdet, der i kampens sidste sekund fik bolden i mål.

Gode målmænd

Første halvleg var præget af to dygtige målmænd – Fredericia Håndbolds Emil Tellerup, der stod med en redningsprocent på 40, mens Ribe-Esbjerg HH´s målmand Tim Winkler stod noteret for 39,13 procent.

Foran med fire mål

Umiddelbart kunne man så tro, at kampen var helt lige. Men REHH kendte desværre ikke sin besøgelsestid, for kampen kunne sagtens være knækket, da udeholdet bragte sig foran med (9-13). Det var i en periode, hvor Miha Zvizej både scorede og tilkæmpede sig straffekast.
Nu fulgte derimod en forholdsvis sløj periode, hvor Emil Tellerup tog godt for sig, og ny-oprykkerne kom stærkt tilbage – og fik udlignet til både (13-13) og (14-14).

Mathias Jørgensen i spillehumør

Det var som et forvandlet Ribe-Esbjerg-mandskab, som startede 2. halvleg med at komme bagud med 3 mål (17-14) i løbet af blot 2½ minut – og helt naturligt tog trænerteamet Lars Walther og assistenttræner Kristian Kristensen en Team-Time-Out.
Det bragte noget styr på tropperne – og med en stærkt spillende Mathias Jørgensen hægtede holdet sig fast i hjemmeholdet – således scorede han både til (18-17) og (19-18).

Bagud med tre mål

Desværre opstod der igen en sløv periode for REHH´s angribere, men heldigvis genfandt målmand Tim Winkler sit høje niveau fra første halvleg. Scoringspausen blev ”dyr” – og det blev ikke lettere, da hjemmeholdet igen foran med 3 mål (21-18).

Simen bragte REHH foran

Trænerteamet tog endnu en Team-Time-Out, men det trak længe ud inden udligningen kom. Det skete først godt 8 minutter før tid med en scoring af Simen Schønningsen – og det blev samme spiller, som senere med godt fem minutter tilbage bragte Ribe-Esbjerg HH foran med (26-27).

Intens afslutning

Spændingen var intakt da Kasper Young Andersen udlignede til (28-28) med to minutter tilbage. Her var målmand Søren Rasmussen kommet på mål i stedet for Tim Winkler.
Med 1½ minut tilbage bragte Simen Schønningsen sit hold på sejrskurs (28-29) – en stilling som holdt til sidste sekund, hvor Fredericia Håndbolds Kristian Stoklund Larsen udlignede til slutresultatet (29-29).

Assistentræner glad for point

Assistenttræner Kristian Kristensen siger om kampen: “Vi taber og vinder som hold – og overordnet betragtet er uafgjort imod Fredericia Håndbold et godkendt resultat. Vi skal bare lære at være mere kyniske, og fortsætte det gode spil, når vi har fuldstændig kontrol over kampene”. Trænertemaet var – som RYK IND RIBE også forudsagde – klar over, at det ville blive en vanskelig opgave mod et entusiatisk hjemmepublikum, som skabte en medlevende kulisse for hjemmeholdet. “Vi viste god moral ved at komme tilbage i  kampen efter en forfærdelig start på 2. halvleg – så jeg glæder mig allerede nu til at få flere point på kontoen. Vi er stadig ubesejret i turneringen,” slutter Kristian Kristensen.

Målscorere:

REHH: Nicolai Nygaard 7, Mathias Jørgensen 6, Simen Schønningsen 5, Runar Kárason, Lars Mousing, Miha Zvizej og Kasper Kvist hver 2, Magnus Søndenå, Daniel Ingason og Gunnar Steinn Jónsson hver 1.
Fredericia Håndbold: Kristian Stoklund Larsen 10