Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, lørdag den 12. marts 2022

Ribe-Esbjerg HH fik to vigtige point i kampen om en plads i slutspillet, da Fredericia blev besejret med 31-26 efter 16-9 ved pausen på hjemmebane i Ribe fritidscenter.

Det blev en kamp, hvor begge forsvar gjorde det svært for angrebene at slippe igennem til oplagte chancer. I begge ender af banen blev der følgelig spillet meget på tværs, og det var tydeligt, at begge hold manglede deciderede langskytter.

REHH kom bedst fra start og i det første tyve minutter skabte holdet en føring på syv mål, og efter den stilling var sejren aldrig rigtig i fare for REHH.

I anden halvleg af kampen blev den en lidt mere rodet affære bl.a. fordi Fredericia en overgang mødte REHH langt oppe på banen. Desuden gik begge hold over til i perioder at spille syv mod seks, og det gav ikke mindst Fredericia nogle billige mål på langskud i et tomt mål.

Sejren var så meget mere vigtig, fordi holdet er plaget af flere skader hos centrale spillere, og derfor var det godt at konstatere, at faktisk alle andre spillere, der kom på banen, var klare til at tage over og tage et ansvar.

Sejren blev skabt på en solid holdindsats, hvor Søren Rasmussen i målet gjorde sig særdeles godt bemærket i første halvleg med en redningsprocent på 50. I anden halvleg kom Andreas Haagen ind, og også han havde nogle flotte redninger på vigtige tidspunkter.

I første halvleg var det som om Ribe Esbjerg HH havde styr på tingene. I starten af anden halvleg var det til gengæld som om REHH i den første halve snes minutter havde svært ved at dæmme op for modstanderne, og føringen på syv mål blev reduceret til fire. Men fra midten af halvlegen viste REHH igen godt spil og traf de rigtige beslutninger i angrebet, så sejren blev aldrig for alvor sat under prøve.

Som nævnt var det en gedigen holdindsats, der sikrede sejren, og det er svært at fremhæve nogle spillere frem for andre. Mathias Jørgensen blev kåret som kampens spiller, og han levede en rigtig god kamp, men det var der andre, der også gjorde. Miha Zvisej sled og slæbte både i forsvaret og angrebet, Marcus Mørk leverede flere gode detaljer, og det samme gjorde Jonas Larholm. Men igen, det var en solid holdindsats, der lagde grunden til sejren.

Stor glæde

Efter kampen var der da også stor glæde hos spillere og træner ikke alene over de to points, men mindst lige så meget over måden, pointene blev skabt på. Nemlig ved, at samtlige spillere tog ansvar og leverede en solid præstation.

Som Søren Rasmussen sagde: – Det var en skøn kamp. Det var to vigtige point, og det var fortjent, at vi fik dem. Vi satte os på kampen fra start, og Fredericia måtte virkelig kæmpe for deres mål.

– Vi leverede en rigtig fin holdindsats og kampen var et vigtigt skridt fremad.

Du stod også en forrygende kamp.

– I første halvleg gik det rigtig godt, men jeg havde også gode betingelser. Forsvaret stod virkelig godt, og det er dejligt når andre spillere tager over for de skadede, lød det fra Søren Rasmussen efter kampen.

Kampen i tal

Målscorere: REHH Mathias Jørgensen 5, Marcus Mørk 5, Tobias Olsen 3, Jonas Larholm 3, Miha Zvisej 3, Sune Iversen 3, Christoffer Langerhuus 2, Jesper Lindgren 2, Jonas Hald Christensen 2, Jonatan Mollerup 1, Søren Rasmussen 1 og William Aar 1.

Fredericia: Martin Bisgaard 7, Jakob Frederiksen 4, Kristian Stoklund 4, Nikolai Nielsen 2, Malte Johannes Pedersen 2, Nicolai Nørager 2, Anders Kragh Martinussen 2, Kasper Young 1, Mads Emil Lenbroch 1, Cornelius Kragh 1.

Udvisninger: REHH 2 x 2 min.

820 tilskuere.