Tekst Hasse Jørgensen og Johnny Tauman, foto Rene Jørgensen, torsdag den 31. oktober.
Hvad Ribe-Esbjerg HH’s spillere fik i pausen, skal være usagt. Muligvis var det teen, der tager trætheden, men mere nærliggende er det at tro, at trænerduoen talte med virkeligt store ord.
For REHH var ikke til at genkende, da holdet kom på banen til anden halvleg i torsdagens opgør mod Nordsjælland. Lige så sløset forsvaret havde været i første halvleg, lige så kontant og effektivt var det i anden halvleg.
Resultatet blev, at REHH hentede en komfortabel sejr på 32-24 efter 17-16 ved pausen. Den mere end komfortable sejr var der ikke mange, der troede på, da første halvleg var overstået.
Det er muligt, at Ribe-Esbjerg HH fik et godt tilbud på Jakob Heinl fra Flensborg, men det er lige så sikkert, at han i første halvleg var savnet i forsvaret denne torsdag aften. REHH’s forsvar var faktisk slet ikke eksisterende i store dele af halvlegen, hvor Nordsjælland kunne gå lige igennem værternes forsvar efter en REHH-scoring.
Der var ganske enkelt alt for store huller i det lokale forsvar, fra tilskuerrækkerne så det ud som om, at hvis der var aftaler, blev de i hvert tilfælde ikke overholdt.
Det er fint, at hjemmeholdet scorer 17 mål på en halvleg. Angrebet fungerede fint, og ikke mindst Niels Dahl tog i sidste del af halvlegen ansvar som målskytte, når Miha Zvizej var ude og Lars Mousing gik på stregen. Men det er ikke godt, når modstanderne efter hjemmeholdets scoring blot kan løbe ned og sende bolden i mål til udligning.
De to hold fulgtes ad i hele halvlegen. Det meste af tiden førte REHH med et eller to mål, mens Nordsjælland kom også foran et par gange. Til gengæld blev ingen af holdenes føring større end to mål i denne del af kampen.
Der blev taget godt ved i hjemmeholdets forsvar i anden halvleg,
Helt anden kamp
I anden halvleg tog kampen en helt anden drejning. Efter godt 11 minutter var Ribe-Esbjerg HH foran med seks mål, og på det tidspunkt var kampen afgjort. Lige så meget Nordsjælland gik ned, lige så meget blomstrede REHH.
Der var mange spillere, der bød ind, men specielt lagde man mærke til Miha Zvizej og Nicolai Nygaard, der virkelig bød sig til, men også Niels Dahl gjorde specielt i sidste halvdel af første halvleg sig bemærket med fire flotte scoringer.
Runar Kárason i scoringsforsøg
der kom virkelig styr på forsvaret, og der blev taget ved og taklet igennem. Og efterhånden som forsvaret fik fat, og målmand Søren Rasmussen kunne regne med forsvaret, tog han også fat for alvor med mange fine redninger, der bragte hans redningsprocent op på flotte 40.
Anden halvleg bød generelt på en virkelig flot holdpræstation, så lad os glemme første halvleg og glæde os over anden del af kampen, som viser, at det er berettiget, at holder ligger på en andenplads i turneringen.
En god kamp
Man of the match, Miha Zvisej var efter kampen godt tilfreds med præstationen og syntes, det havde været en god kamp.
– En kamp spilles over 60 og ikke 30 minutter. Forsvaret var svingende i første halvleg, mens angrebet fungerede fint. I anden halvleg fik vi styr på forsvaret. Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi kom ud for, for dels har der været en pause, og dels har vi mistet Jakob, ligesom vi savnede Daniel i forsvaret. Så det var en lidt smal trup, vi kom med.
– Hvad snakkede i om i pausen?
– Ikke så meget. Vi talte om, at vi skulle skifte forsvaret, fordi vi fik mange skud ind på midten. Men da vi fik styr på det, kørte det bare. Mange af de unge spillere fik også spilletid, og det er godt for os at vide, at de også kan spille i ligaen, lød det fra Miha Zvisej.
Kampen i tal
Stillinger undervejs – ca. hver 5. minut: 4-3, 7-6, 9-8, 11-11, 15-13, pause: 17-16,
20-18, 24-19, 26-21, 29-23, 31-24, slut: 32-24.
Målscorere: Ribe-Esbjerg HH: Nicolai Nygaard 7, Miha Zvizej 6, Niels Dahl 5, Mathias Jørgensen 4, Runar Kárason og Gunnar Steinn Jónsson hver 3, Lasse Uth og Lars Mousing hver 2.
Nordsjælland Håndbold: Topscorere Carl-Emil Haunstrup og Kasper Kvist Kisum hver 8.
Udvisninger: REHH 2, Nordsjælland 2.
Tilskuere 948
Dommere: Jeppe Theis Vestergaard og Daniel Møller.














































































