Tekst & Foto Johnny Tauman
12. februar 2020
Når REHH løber på banen i Jysk Arena torsdag aften mod Bjerringbro-Silkeborg HH bør de have tjek på to centrale fakta. Hjemmeholdet har netop spillet en forfærdelig hjemmekamp i EHF Cup mod portugisiske Benfica. Holdet tabte med hele (24-33) efter at have været bagud med (11-14) ved pausen. Korthuset kollapsede for de sejrsvante spillere, som ikke kunne får åbnet Benficas 5-1 forsvar – et forsvar, som netop REHH har trænet på.
For det andet så spillede REHH en pragtkamp, da de slog BSH i DOKKEN med (30-26) – i en kamp hvor bagspillet fungerede for disse tre spillere: Runar Kárason med 9 mål, Magnus Søndenå 6 mål og endelig Gunnar Steinn Jónsson 5 mål. Til gengæld var der ikke plads til stregspillet, hvor Miha Zvizej blev holdt nede på 1 mål.
REHH må – trods Kasper Kvists fravær pga. brækket knogle i venstre hånd og usikkerhed om Lars Mousing bliver helt klar efter et vrid i foden – have så meget sult efter point, at de kan køre et uafgjort resultat hjem – tip (24-24). Det vil pynte på pointtavlen. God kamp!