Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 13. februar 2024

Vinteren har været hård ved de danske landeveje. Således også i Esbjerg Kommune, hvor et resultat af vinterskader blev tydeliggjort ved Korskroen mandag. Her væltede en 400 tons tung møllesektion ned på en mark, da asfalten under den tunge transport brød sammen på grund af frost- eller regnskader. Asfalten forsvandt ganske enkelt under transporten.

Regningen for vinterskaderne kommer nu.

Teknik og miljø søger nu byrådet om en ekstra bevilling på 750.000 kroner til at udbedre de mange små og store skader på vejnettet.

I indstillingen til økonomiudvalget, der behandler sagen på sit næste møde mandag den 19. februar, hedder det bl.a.: ”Frosthuller udgør en betydelig risiko for trafikanter og kan forårsage skader på køretøjer, samt potentielt resultere i ulykker og personskader.

Der søges om en tillægsbevilling til anlæg på 750.000 kr. til akut udbedring af et øget antal frosthuller i vejbanerne denne vinter.

Eftersom alle interne asfaltressourcer er aktiveret til opgaven, og ikke indenfor en kort tidshorisont vil kunne løse opgaven, vil det være nødvendigt at indgå aftale med ekstern leverandør.

Ekstern leverandør, som vi allerede har rammeaftale med, har mulighed for at påbegynde opgaven i starten af marts måned”

Frosthullerne opstår, fordi vand trænger ned i belægningen, og når det derefter fryser, udvider vandet sig og sprænger dele af belægningen.

Sagen behandles som nævnt på mandag i økonomiudvalget, og den skal derefter forelægges for byrådet til endelig behandling.