Tekst & Foto Johnny Tauman
3. oktober 2019
”Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide, og ….”. Sådan indleder Alex Garff i 1949 sin sang med farver, lyde og fraværet af travlhed på en stille septemberdag. Det er den første efterårsmåned – og himlen er virkelig særlig blå, fordi sommerens støvpartikler er forsvundet og luften blevet renere og mere klar.

De grønne druer gav fornuftigt udbytte – foto Ove Detlevsen
Og det er netop en sådan september, at vinbonden Poul Kulmbach fra V. Vedsted Vingaard ønskede sig efter en eksemplarisk sommer, hvor de 9.000 vinstokke havde skabt mange, mange klaser, som indikerede en god høst. Og de grønne druer gav da også et fornuftigt udbytte.
Fejlslagen høst af blå druer
Men sådan skulle det ikke gå med de blå druer! September blev den vådeste måned med rekordmængder af regn – hvilket betød, at de blå druer sugede mere og mere væske til sig – og dermed reducerede den værdifulde sukkermængde.

De blå druer blev for vandige – og sukkerindholdet faldt
10 km forgæves opsat net
Poul Kulmbach havde ellers forberedt sig godt og grundigt – og havde bla. opsat 10 kilometer blåt plastiknet om de tre blå druesorter for at holde stærene væk. Det er de samme stære, som ved aftentid trækker folk til ”sort sol” i marsken og ved Vadehavet.

Sort sol billedet er venligst udlånt af: Lars Roed – www.photosbyroed.dk
Stærene går kun efter de blå bær – så samme beskyttelse skulle der ikke til i forhold til de grønne druer.
Ingen rødvin i 2019-2020
Poul Kulmbach fortæller til RYK IND RIBE: “De meget vandfyldte druer er heldigvis uden sprækker. Derfor samler vi dem i en stor fælles tank – og vil lave en gode rosé vin deraf”.
Den fejlslåede høst betyder, at V. Vedsted Vingård både i resten af 2019 og 2020 ikke kan sælge rødvin direkte fra hylderne. Lageret plus butikkens flasker er nu samlet – og vil alene blive anvendt i forbindelse med salg til spisende gæster.

Det var nemt at plukke de store klaser med blå bær
Omkring en snes plukkede druer
Torsdag fra 09:30 plukkede omkring en snes pensionister og andre interesserede de blå drueklaser, som blev transporteret til Vineriet, hvor Poul Kulmbach var travlt beskæftiget med at rense og filtrere væsken til lagring i de store tanke.

Ove Detlevsens dronefoto viser vinmarken med de 9000 stokke – men også en fyldt bæk med store mængder regnvand.
RYK IND RIBE vil lørdag bringe en længere reportage om vejen fra vinstok til opbevaringstankene.