Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 26. juni 2025
Preben Fog Svendsen, den kendte ripenser med en fortid i bankverden og som formand for Tulipanfesten gennem rigtig mange år, mindedes gamle dage, da han torsdag eftermiddag besøgte Porsborgs Kælder.
Anledningen var – som omtalt andet sted på siden – åbningen af Kjældgaards Cafe.
– Her har jeg siddet som bankelev og betjent kunderne, fortalte Preben Fog Svensen.
Historien bag er den, at Landbosparekassen for Ribe og Omegn havde lokaler i stuetagen i Porsborg, hvor Preben blev elev i 1963. Men i 1967 – Prebens sidste elevår – skulle lokalerne i stueetagen renoveres.
– Så måtte vi jo flytte ned i kælderen og betjene kunderne herfra mens arbejdet i stuetagen stod på, mindes Preben Fog Svendsen, der er imponeret over det resultat, Kaja og Morten Kjældgaard er nået frem til med åbningen af den nye cafe.
Preben Fog Svendsen stoppede sin karriere på Torvet i Sparekassen Sydjylland, som pengeinstituttet senere hed. Han flyttede med sparekassen til Saltgade, hvor Sparekassen Sydjylland fik til huse i de lokaler, hvor Normal i dag bor. Preben Fog Svendsen var i øvrigt manden bag en række historiske publikationer, som Sparekassen Sydjylland udgav. En af dem handlede om Porsborg, og den fik Kaja og Morten Kjældgaard i forstørret udgivelse ved indvielsen af den nye cafe torsdag eftermiddag.