Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, torsdag den 3. juli 2025
Et nyt, spændende boligprojekt er på vej i Ribe, hvor Jacob A. Riis Ejerlaug og Ribe Boligforening i et samarbejde med Realdania vil opføre ”Vores Sted”.
”Vores Sted” er tænkt som et samlingspunkt for områdets beboere. Her kan de mødes over en kop kaffe, et spil kort, en strikkeklub, eller hvad det måtte være, for at lære hinanden bedre at kende. På den måde vil ”Vores sted” også medvirke til at nedbringe ensomheden for mange mennesker.
Planen er, at byggeriet skal opføres på en ledig hjørnegrund, og opførelsen af huset kommer ikke til at koste beboerne noget, idet det er Realdania, der betaler byggeudgifterne. Formanden for Ribe Boligforening, Nis Peter Heinsen, bekræfter, at projektet er i gang.
– Hvornår kan byggeriet påbegyndes?
– Det ved vi ikke. Vi skal senest den 12. august give endeligt tilsagn til Realdania om projektet. Derefter skal der søges byggetilladelse, så en startdato kan jeg ikke give nu, siger formanden.
”Vores sted” i Ribe er et af 50 mødesteder, Realdania opfører rundt om i landet i anledning af fondens 25 års jubilæum.
”Vores sted” findes i fire forskellige modeller i form af små huse med mødefaciliteter som mødelokale, et værksted, hvor man kan være kreativ, o.s.v.
De første mødesteder er åbnet i Tønder, Thisted og Lemvig. De næste kommer i Agger, thy, Bøtø og Herning.

På denne hjørnegrund skal det nye hus bygges, hvis alt går efter planerne.