Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 7. september 2022
12 år efter han første gang stod bag baren på Stenbohus er Rasmus Hansen nu blevet bestyrer af det legendariske spillested i Ribe, Stenbohus.
Jobbet som bestyrer har Rasmus Hansen fået efter Carsten Berthelsen for nogle måneder siden blev eneejer af Stenbohus. Som bekendt solgte Niels Toft sin ejerandel af det populære spillested til Carsten for at hellige sig restauration Kammerslusen.
Rasmus Hansen fortæller, at det at han er blevet bestyrer ikke betyder de store ændringer på stedet.
– Carsten vil fortsat stå for stedet, hvor vi ikke længere har musik hver lørdag. Til gengæld satser vi på mere kvalitet, når vi har musik, idet vores budget til musik er det samme som før. I øvrigt vil vi – som tidligere – meget gerne give plads til lokale bands f.eks. på hverdagsaftener eller lørdag eftermiddage, fortæller Rasmus, der dog kan løfte sløret for en enkelt nyhed.
– Vi prøver at lave aftener med karaoke. Det har vi så vidt vides ikke prøvet på Stenbohus tidligere, men flere har spurgt efter det, så nu prøver vi. Desuden vil vi også prøve at genindføre aftener med bordfodbold, som tidligere har en stor succes, fortæller Rasmus.
Selv er han født og opvokset i Ribe og er uddannet både maler og datamatiker og har haft flere jobs indenfor sidstnævnte fag inden han nu har tiltrådt stillingen som bestyrer af Stenbohus.









































































