Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 21. marts

Sådan en herlig forårs lørdag med høj blå himmel og sol er der mange, der kommer en tur til Kammerslusen, og de mange kunne konstatere, at den handicaprampe, der bygges ved siden af slusen, nu nærmer sig sin færdiggørelse.

Oprindeligt var det planen, at rampen skulle tages officielt i brug den 3. april, men som så meget andet i disse virustider er også den officielle markering af ibrugtagningen udskudt på ubestemt tid.

Digelaget har i øvrigt fået opsat et par affaldscontainere ved diget. Meningen er, at containerne skal bruges til al det affald fra havet, der skyller ind på kysten, og digelagets bestyrelse opfordrer de mange, der nyder naturen ved digerne, til at samle affald op og smide det i containerne. Det kan ses i containerne, at der allerede er en del mennesker, der har taget opfordringen til sig.

Det er en rigtig god ting at være med til at rydde op på digerne. Dels får man motion og frisk luft, og så gavner man naturen og det æstetiske.

Oprindeligt var det meningen, at digerne skulle have været renset ved spejdernes hjælp, men også det har Corona-virusen sat en stopper for.

De to containere, der er sat op, er ved Bjerrumvej og ved Kongeåslusen.

Endnu mangler platformene ved begge ender af rampen, så handicappede og gangbesværede kan benytte rampen.

Nogen er begyndt at smide affald fra digerne i containerne.