Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, torsdag den 16. december 2021
Alt imens Covid19 og den nyeste variant breder sig med hastige skridt, nærmer julen sig lige så rask. Og med mindre, der kommer nye restriktioner, giver det anledning til, at mange mennesker mødes til sammenkomst både selve juleaften og i dagene efter.
Det får Preben Rudiengaard, Ribe, til at komme med et godt råd – nemlig at gribe til selvtest for at konstatere, om man er smittet med Corona og dermed gribe muligheden for at forebygge, hvis man er smittet ved at gå i isolation.
Preben Rudiengaard er i den forbindelse ikke en hr. hvem-som-helst. Han er uddannet læge og som praktiserende læge specialist i almen medicin. Han er desuden tidligere embedslæge, ligesom han har været formand for folketingets sundhedsudvalg gennem flere år.
– Vi ved, at i julen mødes mennesker på tværs af landet og på tværs af generationer, og det giver bekymring for en udvidet smitterisiko.
– I dag er det let at blive testet, idet man i mange butikker og bl.a. hos ARJ Kontorcenter på Industrivej kan købe en selvtest. Den er nøjagtig lige så pålidelig, som de kviktest, der udføres i testcentrene rundt omkring, og både selvtest og kviktest bygger på helt de samme principper, fortæller Preben Rudiengaard.









































































