Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 7. oktober 2022

Den patchwork-udstilling, der holdes i denne weekend i Sct. Catharinæ Kirke, fortæller langt mere end historien om Ribe-quilterne, der har eksisteret i mere end 20 år og er en forsinket jubilæumsmarkering.

Udstillingen fortæller også den tragiske historie fra den østtyske by Demmin, hvor befolkningen i maj 1945 begik et stort, kollektivt selvmord.

Det anslås, at mere end 1000 mennesker – voksne og børn – tog livet af sig selv af frygt for de russiske soldater, der mod krigens afslutning stod lige udenfor Demmin.

Den nazistiske tyske ledelse havde mod krigens afslutning udbredt uhyrlige rygter om de russiske soldaters fremfærd, for a få befolkningen til at kæmpe mod russerne. Men propagandaen virkede modsat. Af frygt for fangenskab og medfølgende overgreb, som der i øvrigt kom mange af, begik de mange mennesker selvmord.

Efter russernes indtog blev mange tyske kvinder voldtaget, og det kom der mange børn ud af. Børn der senere gik under navnet ”russerkinder”.

Den historie er genfortalt i et mange kvadratmeter stort patchwork-tæppe, som de ripensiske quiltere har lavet tre fag til. Tæppet består af 1000 kors plus et spørgsmålstegn samt mange børnemotiver syet af børn som minde om ”russerkinder”. Og spørgsmålstegnet skyldes, at antallet på 1000 døde ifølge pastor Karsten Wolkenhauer, Demmin, er et imaginært tal, for ingen kender det nøjagtige antal.

Karsten Wolkenhaur er initiativtager til tæppet, der i det daglige hænger i kirken i Demmin, der er en by med knap 12.000 indbyggere i Mecklenburg-Vorpommern. Men i denne weekend ligger tæppet på gulvet i Sct. Catharinæ Kirke bragt til Ribe af Karsten Wolkenhaur.

At de ripensiske quiltere kom til at bidrage til tæppet, skyldes lidt af en tilfældighed.

Det var sognepræst Signe von Oettingen, der en dag talte med Ruth Christensen, der er formand for venskabsbyforeningen og som selv quilter. Signe von Oettingen fortalte Ruth Christensen om det tæppe, der var under udarbejdelse af mange tyske kvinder og børn, og Ruth Christensen spurgte andre quiltere, om de ville være med i projektet. Det ville de.

Og at ripenserne kom med skyldes ifølge Karsten Wolkenhaur, at Ribe-quilterne er dygtige, at det er genforeningsår og at de er mødre.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Ud over det imponerende tæppe fra Demmin, er der tale om en meget spændende og smuk udstilling, der giver et godt indtryk af, hvor mange smukke ting, der kan laves af gamle tøjrester, når resterne blot behandles på den rigtige måde.

Udstillingen kan ses i kirkens åbningstider dog ikke lørdag og søndag mellem klokken 11 og 12, hvor der er kirkelige handlinger.

Der er fernisering på udstillingen i dag, fredag, klokken 13.30