Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 9. oktober 2025

Cafe Quedens præsenterer nu en helt usædvanlig koncert, hvor de to dygtige musikere, Christian Alvad og Anna Wirsén, tager publikum med på et musikalsk ”Oliveneventyr i Syditalien”

Her har de to en olivenlund på 1,4 hektar, og koncerten er en musikalsk fortælling om at tage hånd om olivenlunden – med medfølgende ruin.

Om smags-sensationer i den nypressede oliven- olie, om kærligheden til træerne, disse urgamle væsener som har set generationer passere. Om solskin og Tramontanevinden, som blæser himlen ren for skyer, og i øvrigt gerne tager et fortelt med i købet. Om året i olivenlunden fra beskæring till plukning. Om oliens helsebringende virkninger. Samt fortællinger der rummer alt – frugtbarhed, livsvisdom, udødelighed, forsoning og urkraft.

Denne aften kan du også smage på den ufiltrerede organiske koldpressede olie, der normalt aldrig kommer længere end til det lille lokalområde. Lysår væk fra den olie, den europæiske olivenolieindustri vil have dig til at tro er extra jomfruelig.

Christian Alvad er anerkendt som en af landets bedste akustiske guitarister. Hans karakteristiske guitarspil med rødder i folk, blues og gospel, er solidt plantet i den nordiske tradition. Med små humoristiske fortællinger skaber han scenografien til sin musik, altid i tæt kontakt med sit publikum.

Anna Wirsén har rødder i den nordiske vise tradition. Hendes sange rummer en blanding af poetiske viser og hverdags-køkkenbordsrealisme. Der er alt fra kærlig sort humor, alvor, vemod, romantik og ind imellem en portion galskab.

På denne musikalske olivenrejse kan du både smage og evt. købe den nypressede, økologiske olivenolie.

Koncereten finder sted onsdag den 26. november klokken 19,30. Billetter købes for 150,00 kroner i cafeen.