Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 12. januar 2025

Sidste år endte den russiske systemkritiker Aleksej Navalnyjs liv på tragisk vis i en fangelejr i Sibirien. Her i Vesten tænkte man: Hvornår holder dette vanvid op?

Det lykkedes at smugle Navalnyjs manuskript ud fra fangelejren, og i oktober 2024 udkom bogen “Patriot”. Næsten samtidig erklærede forfatteren Jelena Kostjutjenko det russiske folk sin kærlighed i bogen “Mit elskede land”.

Vi forstår vel, at man kan være patriot og elske sit land. Men hvordan holder folk ud at leve med en statsleder, der åbenlyst bekæmper folkets ve og vel? Og hvordan er det gået til, at Putin alligevel gang på gang er blevet valgt?

For at gøre os alle lidt klogere på dette mærkelige land, som disse aktuelle bøger retter fokus imod, har LæseSelskabet fået tidl. lektor i sovjetisk/russisk samtidshistorie ved Syddansk Universitet, Erik Kulavig, til at holde et foredrag, som han kalder “Putins Rusland – hvordan kunne det gå så galt?”

I foredraget vil han belyse udviklingen siden årtusindskiftet og undersøge og diskutere nogle forklaringer på, hvorfor det er gået så galt.

Foredraget arrangeres i samarbejde med Rødding-Gram-Toftlund Folkeuniversitet og finder sted mandag den 20. januar kl. 19 i morgensangssalen på Ribe Katedralskole.

Alle er velkomne.

Entré: 100 kr. / medlemmer af LæseSelskabet 50 kr.