Tekst Hasse Jørgensen, foto Jens K. Jørgensen, tirsdag den 14. juli 2026
Corona har fået skyld for meget, men for indehaveren af Click i Ribe, fotograf Jens K. Jørgensen, var Coronaen den direkte årsag til, at han fik stor succes med salget af sine puslespil.
Puslespillene bliver i dag revet væk, og nu kan Jens K. Jørgensen også levere puslespil med billeder efter et individuelt ønske fra kunderne.
– Så hvis du kommer med et billede af børnebørnene eller noget andet, du gerne vil have lavet til et puslespil, så gør vi det, forklarer Jens midt i sommervarmen.
– Vi havde netop fået en sending hjem, da varmen satte ind, og vi sagde til os selv: der er ingen, der laver puslespil i denne varme, men de bliver alligevel solgt. Forleden kom en kunde og købte ikke færre end fem på en gang.
Normal laves puslespillene med nogle af de gode Ribe-motiver, som Jens K. Jørgensen har beriget byen med.
– I første omgang lavede vi puslespil med 1000 brikker, men så spurgte kunderne, om de ikke også kunne få dem med 500 brikker, så det laver vi også nu.
Puslespillene laves i Ravensburger-kvalitet, der betegnes som puslespillenes Rolls Royce.
Men tilbage til starten:
– Vi blev jo lukket ned under Coronaen, og vi tænkte, hvad skal vi finde på. Vi snakkede om, at folk sad hjemme og kedede sig, og så prøvede vi at få lavet nogle puslespil. Det blev en succes, og de første spil var bestilt, inden vi havde fået dem hjem.
– Op til jul sidste år prøvede vi igen at lancere et puslespil, og de blev meget hurtigt udsolgt, så nu bestiller vi hver 14. dag, og kommer du og gerne vil have et af mine motiver på et enkelt spil, eller vil du have et af dine egne billeder, som motiv, laver vi det. Vi har fundet en fabrikant, der kan lave et spil eller mange, fortæller Jens K. Jørgensen.








































































