Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 18. september

Vedels Anlæg er ved at ændre form, og den 8. november vil det nye anlæg blive markeret med en højtidelighed.

Dermed bliver de tanker en realitet, som en gruppe unge mennesker fra Ribe lagde frem i ungdomsbyrådet under titlen Ung Å. Om ikke helt det sker som oprindeligt tænkt, så er grundideen i de unges forslag bevaret. At det hele ikke kan gennemføres nu, skyldes langt overvejende økonomien.

Projektet blev i sin tid præmieret på ungdomsbyrådets møde, og siden er der arbejdet videre med tankerne, der går ud på at skabe et endnu bedre opholdssted for alle.

Projektet og datoen for indvielsen blev præsenteret på Lokalråd Ribe Midt’s årsmøde onsdag aften i Seminariehuset. Her kunne Jesper og Søren fra ungdomsgruppen og kommunens landskabsarkitekt fortælle om, hvordan dele af projektet er under etablering i anlægget.

Sådan så det oprindelige forslag ud. Det er reduceret på grund af økonomien, men de oprindelige principper er fastholdt.

Jesper og Søren forklarede, at det drejer sig om at skabe et opholdssted, der er trygt at være i for alle, og det er alle, der skal kunne bruge det.

Der laves bl.a. et opholdsrum i form af en stor, rund bænk, hvor der i rundkredsens midte plantes et kirsebærtræ, hvis krone med tiden skal danne et romantisk tag over den cirkel, bænken udgør. Der laves en bålplads, og der er allerede sat flere bænkearrangementer op langs med Mølledammen. De vil blive belyst, ligesom der sættes anden belysning op i hele anlægget. Det bliver en stille og dæmpet belysning, som ikke kan ses langt væk fra, men som giver stedet atmosfære.

Der er ønsker om en pavillon på stedet, men pengene er der ikke. I stedet arbejder man på at lave en ansøgning om støtte til Ny Carlsberg Fonden idet man forestiller sig en pavillon, der passer ind i gamle Ribe men som også kan vise nutidig kunst.

Også shelters har der været ønske om, men dem er der i øjeblikket heller ikke penge til. Måske de kommer senere.

Tanken om at inddrage Ribelunds parkanlæg med bl.a. overbygning af pladsen, hvor Ribelund-festivalen holdes, har også været fremme. Men indtil videre er de også strandet på økonomien.

Fokus på opholdsrum

Karen Sandrini fortalte bl.a., at der er fokus på opholdsrum i bybilledet.

Formanden for byrådets udvalg for plan og miljø, Karen Sandrini (S), indledte med at fortælle, at der er stor fokus på opholdsrum i bybilledet. Det kan være i form af legepladser og grønne område, som giver god mulighed for at udnytte nogle kvadratmeter.

Karen Sandrini pegede bl.a. på legepladsen ved Brorsonsvej, ligesomder er tanker om en legeplads på Ribelunds område.

Her kunne Karen Sandrini fortælle, at planerne blev bremset i første omgang, fordi det var sundhed og omsorg, der ejede jorden, men den er nu sammen med en pose penge overført til udvalget for teknik og byggeri.

– Det er så op til en politisk beslutning, om legepladsen skal etableres, sagde Karen Sandrini.

Hun nævnte også, at der er planer om at lave nogle aktivitetsområder for alle aldre i den skovrejsning, der har fundet sted på Nørremarken.