Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 24. september 2023
Foreningen BrodeRibe er nu tæt på at have sit program klar for den næste broderifestival i Ribe, der løber af stablen den 8.-10. marts 2024.
Festivalen i 2022 var en kæmpe succes og tiltrak broderi-entusiaster fra hele landet, så den ramte et stort behov. Den store opbakning gav bestyrelsen ekstra opmuntring til at fortsætte arbejdet for at fremme fællesskaber omkring broderi.
En af erfaringerne fra den første festival var, at deltagerne gerne ville have tid til at
planlægge deres køb af billetter til de forskellige workshops – fx sammen med veninder. Det er der lyttet til. Derfor præsenteres festivalprogrammet søndag den 24. september. Men man kan altså først købe billetterne fra den 8. oktober kl. 10. Billetsalget foregår via foreningens hjemmeside broderibe.dk
BrodeRibe 2024 vil byde på 33 workshops, fordelt over fredag, lørdag og søndag – ja, faktisk 36. For der vil hver dag være en gratis workshop på festivalens markedsplads, som man bare kan komme ind fra gaden og deltage i.
Bestyrelsen har lagt et stort arbejde i at engagere en bred vifte af undervisere, der kan tilbyde mange forskellige teknikker og udtryk inden for broderi. Man kan for eksempel brodere med inspiration fra Carl Henning Pedersens udsmykninger i Ribe Domkirke, man kan lappe huller i tøjet med visibel mending eller den japanske teknik boro sashiko, man kan brodere portrætter eller insekter – eller måske satiriske slagord, for bare at nævne nogle få eksempler.
Ud over broderi-workshops tilbydes også en fællessangsaften, en fællesmiddag og et foredrag af kunstneren Gudrun Hasle, der er kendt for sine selvbiografiske broderier.
Ligesom sidst vil langt de fleste arrangementer foregå i Danhostel og den gamle Ribehal, hvor der vil være markedsplads med rige muligheder for at købe garn mm og lade sig inspirere af de mange udstillere.
For yderligere oplysninger: Skriv til info@broderibe.dk