Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, torsdag den 23. april
Den prøvesejlads med passagerer, som Boats of Ribe gennemførte onsdag eftermiddag, gik så perfekt, at passagererne var parate til at bestilte en tur, når sejladsen til næste sommer bliver en realitet.
Initiativtagerne bag Boats of Ribe regner med fra næste sommer at kunne sætte fem elektrisk drevne både i vandet fra Skibbroen, så de, der lejer bådene, kan sejle fra Skibbroen og ud på Vesteråen til Kammerslusen og retur – eller kortere, hvis det ønskes.
De to initiativtagere, Søren Ole Clausen og Lasse Bonde Møller, har tidligere selv foretaget nogle prøvesejladser, men onsdag havde de for første gang passagerer med. Og Søren Ole Clausen fortæller, at sejladsen gik over al forventning.
De to havde på Facebook udskrevet en konkurrence, hvor de efterlyste deltagere i prøvesejladsen.
– Og de, der vandt, var så begejstrede, at de var parate til at bestille en båd, når vi starter, fortæller Søren Ole Clausen.
– Så sejladsen gik godt?
– Over al forventning. Det var mega hyggeligt. Vi sejlede frem og tilbage og var en tur oppe at gå ved Kammerslusen, hvor vi fik en øl og en vand.
– Og bådene er stærke nok til at sejle både med- og modstrøms?
– Det er der ingen problemer i.
– Hvor mange både regner i med at starte med?
– Vi har licens til syv, men vi regner med at begynde med fem. Vi skal lige i gang, og så må vi se, hvordan det går. Vi tror, at fem er det rigtige antal at starte med, siger Søren Ole Clausen.









































































