Tekst & Foto: Johnny Tauman
17. februar 2021

Privatskolen Riberhus ønsker at købe daginstitutionen Fuglereden. I den forbindelse har formanden for Riberhus Privatskole ,Karsten Høy og skoleleder Søren Ernst Lüdeking udsendt Indkaldelse til ekstraordinært forældrekredsmøde på Riberhus Privatskole.

Af indkaldelsen fremgår, at en enig bestyrelse og ledelse på Riberhus Privatskole indstiller til, at forældrekredsen godkender købet af naboejendommen Fuglereden. Ejendommen anbefales købt med det formål at udvide skolens samlede udearealer. Der er endnu ikke taget stilling til bygningernes anvendelse.

Der ligger klare regler

Køb af fast ejendom skal jf. vedtægterne godkendes af forældrekredsen:
3 stk. 20. Bestyrelsen og forældrekredsmødet træffer i fællesskab beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom.

Mødet holdes 2. marts

Pga. Corona-restriktionerne beder vi jer om at tilkendegive på skolen@riberhusprivatskole.dk senest fredag den 26. februar, om I deltager. Ekstraordinære generalforsamlinger på frie skoler er ikke underlagt retningslinjer for forsamlingsforbuddet. Vi har undersøgt, om det er muligt at afholde mødet virtuelt. Det er det desværre ikke.
Riberhus Privatskole indkalder hermed til Ekstraordinært forældrekredsmøde tirsdag den 2. marts 2021 kl. 17.15. Mødet afholdes på Skyttevej 29 med det vigtige punkt to:

Beslutning om køb af fast ejendom. En enig bestyrelse og ledelse indstiller til køb af den tidligere børnehave ”Fuglereden” beliggende Skyttevej 31, 6760 Ribe.