Tekst Hasse Jørgensen, foto Annette Brøchner Lindgaard, mandag den 6. november 2023

Ribe Kunstmuseum har netop erhvervet to fornemme kunstværker af Bertha Wegmann og Laurits Tuxen. Et indkøb, der samlet løber op i omkring 1,4 millioner kroner, og som kun er muliggjort ved støtte af flere fonde.

Slots- og Kulturstyrelsen har givet støtte til begge malerier, mens Ny Carlsbergfondet har støttet købet af Bertha Wegmann og Augustinus Fonden købet af Laurits Tuxen.

Museets egen økonomi rækker ikke til sådanne indkøb, men en speciel momsregel gældende for statsanerkendte museer – herunder Ribe Kunstmuseum – og visse velgørende organisationer gør, at museerne og organisationerne kan få refunderet en del af momsen og derved tjene penge, som museerne og organisationerne kan bruge.

– Ribe Kunstmuseum er en selvejende institution, der får støtte fra stat og kommune, men som selvejende institution skal vi også betale moms, fortæller museumsdirektør Anne-Mette Villumsen.

Hun fortæller videre, at hvis museet i løbet af et år kan få mindst 100 private donationer på mindst 200 kroner, betyder det, at museet kan få kompenseret en del af den moms, museet har betalt i løbet af året. Jo flere donationer, jo mere kompensation, og dermed flere penge til museet. Og hvis giveren oplyser navn og cpr-nummer ved indbetalingen af donationen, bliver beløbet trukket fra i giverens skatteopgørelse.

– Det er ikke så mange penge, at vi kan købe dyre malerier for dem. Men det er penge, som giver museet en frihed til f.eks. at købe et kunstværk i en lavere prisklasse. Det giver os også mulighed for selv at bidrage til dyrere erhvervelser, så vi på den måde kan demonstrere overfor fondene, at vi ikke forventer, at de betaler hele regningen.

– Når jeg søger penge til køb af et maleri, får jeg – hvis fondene vil give noget – et beløb, som jeg må handle indenfor. Hvis billedet kan købes billigere, skal de penge, jeg ikke bruger, returneres til fondene, men hvis jeg nu lige mangler nogle få tusinde kroner i at kunne byde en sidste gang, kan den pulje, som momsrefusionen giver, være en stor hjælp, fortæller Anne-Mette Villumsen. Derfor håber vi, at Ripenserne inden årets udgang vil hjælpe os med at nå i mål med de sidste donationer.

Donationer kan indbetales inden 2024 på mobile pay 500876 eller museets gavekonto 3203 10382475.