Tekst Hasse Jørgensen, foto privat og Hasse Jørgensen, torsdag den 4. november

Den gamle borgersal på Det Gamle Rådhus i Ribe gemmer på mange historier, og der kunne derfor ikke være en mere passende ramme omkring den prisoverrækkelse samt præsentation af to bøger, der fandt sted torsdag eftermiddag.

Arkivar og lokalhistoriker Søren Mulvad har mange, spændende og interessante udgivelser bag sig, og i går blev der føjet endnu en af slagsen til rækken, nemlig den nyeste af hans bøger, “Sæd og uskik for Ribe Ret” En samling spændende fortællinger fra retten i Ribe i perioden fra 1561 til 1870.  Og meget a pro pos blev kaffen indtaget i den gamle retssal.

Bogen er udgivet af Historisk Samfund for Ribe ret, der i øvrigt ved arrangementet også præsenterede årbogen for 2021.

Prisoverrækkelsen fandt sted, da Søren Mulvad fik overrakt H.K. Kristensen-prisen. Den tildeles til modtagere, der forener faglig kvalitet med folkelig formidling, og de kriterier lever Søren Mulvad til fulde op til.

Historisk Samfunds årbog blev præsenteret af arkivar Mette Guldberg, der betegnede den som en pose blandede bolsjer, der er farverige og velsmagende.

– Og det kan godt være, at man spiser de bolsjer først, som man synes bedst om, men efterhånden bliver hele posen tømt, sagde Mette Guldberg.

– Hun kunne i øvrigt fortælle, at samtlige årbøger udgivet af Historisk Samfund nu er digitaliseret i et samarbejde med Det Kongelige Bibliotek, og dermed ligger alle årbøgernes artikler tilgængelige på nettet.

Mette Guldberg på talerstolen i den stemningsfyldte borgersal