Tekst og foto Hasse Jørgensen, Copyright. Torsdag den 2. august
Der er ingen tvivl om, at når hendes kongelige højhed prinsesse Benedikte vender tilbage til Ribe for den 27. juni næste år at indvi Jacob A. Riis-museet, bliver det et særdeles spændende og interessant museum, prinsessen kan åbne.
Hendes kongelige højhed var på besøg i Ribe i går sammen med hendes majestæt Dronning Margrethe II.
Begge var på Ribe Vikingecenter, men mens dronningen blev vist rundt på centeret, benyttede prinsesse Benedikte sig af muligheden for at kigge ind til det kommende Jacob A. Riis museum under sagkyndig ledsagelse af museets direktør, professor Flemming Just.
Og det var spænende ting, Flemming Just kunne berette om.
Eksempelvis har direktøren fundet Jacob A. Riis gamle skrivebord i staten Virginia i USA, og det er allerede bestemt, hvor det skal stå i det nye museum.
Flemming Just har også fundet Jacob A. Riis gamle kyse, og i øjeblikket er han ved at samle penge ind til en fil, der skal vare en time. Filmen er allerede afsat til DR, og de første penge er i ”kassen”, så nu skal de sidste lige skaffes.
En donation på 9 millioner kroner fra Augustinus Fonden har muliggjort istandsætningen af Jacob A. Riis’ fødehjem i Sortebrødregade, hvor museet indrettes. Og 6 millioner kroner fra Nordeafonden giver penge til det indvendige.
Prinsesse Benedikte er protektor for Jacob A. Riis Setlement i New York, der er et hjem for socialt svagt stillede, og på spørgsmålet om, hvorfor prinsessen valgte at blive protektor for museet i Ribe, svarede prinsesse Benedikte:
– Da jeg besøgte New York og Jacob A. Riis Setlement, må jeg med skam meddele, at jeg ikke kendte noget til Jacob A. Riis, men jeg blev meget grebet af det. Jeg har været der tre til fire gange siden, og det er et fantastisk og spændende projekt, man er i gang med i Ribe.
– Tror De, at Jacob A. Riis har noget at sige vor tids unge?
– Det tror jeg. Han kom med et friskt pust fra Danmark til USA, hvor han blev bedste ven med præsident Roosevelt. Budskabet handler jo om at hjælpe andre og ikke kun tænke på sig selv. Det var man ikke vant til i USA på det tidspunkt, sagde prinsessen, der i øvrigt opfordrede pressen til at bakke op om dette spændende projekt i Ribe.
Og så var prinsessen i øvrigt meget imponeret over de smukke huse og gader i Ribe indre by.










































































