Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 27. juni
Hendes kongelive højhed prinsesse Benedikte var virkelig imponeret over det nye Jacob A. Riis Museum, som hun blev præsenteret for ved åbningen torsdag den 27. juni.
Prinsessen var så optaget af museet, da hun blev vist rundt, at tidsplanen skred med langt mere end en halv time.
Og da hendes kongelige højhed kom ud efter en rundvisning var hun fuld af lovord over det sete.
-Det er fantastisk. Jacob A. Riis var før i tiden ikke så kendt i Danmark, men det er han nu. Og min opfattelse af denne betydende dansker har ændret sig. Museet er virkeligt et besøg værd, lød det fra prinsesse Benedikte, inden hun tog afsked med direktør for Sydvestjyske Museer, Flemming Just, der havde ledsaget prinsessen under rundgangen.
Flemming Just kunne i øvrigt fortælle prinsesse Benedikte, at Sydvestjyske Museer i sommeren 2020 kan indvie det nye heksemuseum, der er under opbygning i hele bygningskomplekset.
Også Lela Riis Agnew, der var med sammen med mand og to sønner, var begejstret, for det hun så.
-Jeg var på besøg i går og så det hele. Det er fantastisk. Specielt er der en scene i den film, der er lavet om Jacob A. Riis, der virker meget stærk. Det er der, hvor han står i sit soveværelser og kigger over mod sin elskede Elisabeths hjem, sagde Lela Riis Agnew efter rundgangen.
Den officielle åbning af museet blev foretaget af hendes kongelige højhed prinsesse Benedikte i Borgersalen på Det Gamle Rådhus, hvor salen var fyldt med inviterede gæster fra Danmark og USA. Bl.a. var flere af Jacob A. Riis slægtninge til stede.
Her blev der bl.a. talt af borgmester Jesper Frost Larsen, direktør Flemming Just, Maiken Lauritsen fra generalkonsulatet i NewYork, CEO i Augustinus Fonden, Frank Rechendorff Møller, CEO i Nordea Fonden, Henrik Lehmann Andersen, direktør Lela Riis Agnew, der er tipoldebarn af Jacob A. Riis, næstformanden i antikvarisk samling og Sydvestjyske Museer, Dan Møller, samt hendes kongelige højhed, prinsesse Benedikte.
Alle taler roste i høje toner det nye museum og takkede for det store arbejde, der ligger bag realiseringen.
Børn gik i optog foran selskabet fra Kolvig til Det Gamle Rådhus.
– og efter børnene kom gæsterne
Gæsterne til åbningshøjtideligheden blev “ført” fra Kolvigs til Det Gamle Rådhus af børn fra Ansgarskolen, der i dagens anledning var klædt som fattige børn fra New York, og børnene dannede modtagelseskomite, da prinsessen i krone 415 kom kørende til Det Gamle Rådhus.
Efter højtideligheden på Det Gamle Rådhus gik selskabet til Rosenhaven bag Quedens Gård, hvor der var kaffe til de inviterede mens prinsesse Benedikte blev vist rundt.
Signe på 11 år (t.v.) overrakte blomster til prinsessen, mens børnene (t.h.) modtog prinsessen foran det gamle rådhus.














































































