Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, lørdag den 14. marts 2026
Lørdag formiddag begyndte Moderaternes valgarrangement i Gram med et pressemøde på Gram Slot. Her mødte partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, pressen sammen med partifællerne Caroline Stage og Henrik Frandsen.
(teksten fortsætter og flere billeder herunder)

Mødet handlede om forholdet mellem landbrug, miljø og beskyttelsen af drikkevandet.
Caroline Stage understregede, at Danmark skal værne om sit grundvand – men at løsningerne helst skal findes gennem samarbejde.
– Rent drikkevand er en kerneværdi og fuldstændig afgørende for vores fremtid, sagde hun og pegede på, at beskyttelsen så vidt muligt bør ske gennem bred dialog mellem landbrug, myndigheder og samfund frem for primært gennem bøder og tilsyn.
Henrik Frandsen lagde vægt på, at Danmark fortsat skal have et stærkt og konkurrencedygtigt landbrug.
– Vi har et landbrug i verdensklasse i Danmark. Men vi skal ud af skyttegravene og ind i dialogen med alle parter, sagde han.
Lars Løkke Rasmussen pegede i samme forbindelse på behovet for en ny politisk samtale om griseproduktionen i Danmark.

Han foreslog, at en kommende regering bør indkalde til en bred firpartsforhandling mellem landbruget, grønne organisationer, fagbevægelsen og en kommende regering.
– Vi skal ikke producere flere grise i Danmark, end vi selv kan aftage, ræsonnerede han nøgternt.
Efter pressemødet fortsatte arrangementet i Den Holstenske Lade ved Gram Slot, hvor omkring 300 gæster havde taget plads ved bordene til spisning.
Samtale om årene som Stats- og udenrigsminister
Efter spisningen fulgte arrangementets offentlige del: Løkke Live. Her fortalte Lars Løkke Rasmussen i en samtale med journalisten David Trads om sine sidste år som statsminister og som udenrigsminister fra 2022 og frem til i dag.
Samtalen bevægede sig gennem en række episoder fra en periode præget af internationale spændinger og store diplomatiske forhandlinger.

The King of Denmark
Blandt andet fortalte Løkke Rasmussen – der var statsminister frem til 2019 – om en telefonsamtale med Donald Trump, der under sin første præsidentperiode i 2016 omtalte Løkke som “The King of Denmark”.
Han fortalte også om et møde i De Forenede Nationer i 2018, hvor han sagde tydeligt fra over for Trump, med statsledere fra hele verden som tilhørere, i forbindelse med kritik af Danmarks militære indsats i Irak og Afghanistan. Trump opsøgte ham efter mødet og konstaterede: “You have got a point!”
Ifølge Løkke opnåede han på sin egen måde at få et tåleligt forhold til Trump – blandt andet fordi de to lærte hinanden at kende allerede under Trumps første præsidentperiode, og fordi han ikke har været bange for at sige fra.
En lettelsens smøg
Samtalen kom også ind på det allerede legendariske møde i Det Hvide Hus hos J.D. Vance, hvor diskussionen om Grønland var på sit højeste, og hvor et uformelt “fist bump” med den amerikanske ambassadør og et ikke så elegant løb efter en lettelsens smøg blev de billeder, der først gik verden rundt.

Den aktuelle internationale situation
Undervejs blev blikket også rettet mod den aktuelle internationale situation. Løkke Rasmussen pegede blandt andet på usikkerheden omkring Grønland, udviklingen i Syrien og den spændte situation i Mellemøsten efter Israels og USA’s angreb på Iran.
Han bemærkede samtidig, at den nuværende amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, efter hans vurdering fremstår mere rationel i sin tilgang – men at målene i amerikansk udenrigspolitik i store træk er de samme som præsidentens og vicepræsidentens, hvilket godt kan vække bekymring i Løkkes optik.
En spændende dag sluttede med, at publikum fik mulighed for at stille udenrigsministeren spørgsmål.










































































