Tekst  Hasse Jørgensen, foto Ove Detlevsen, fredag den 28. oktober 2022

Til tonerne af Frank Sinatras udødelige ”I did it my way” sagde godt 400 mennesker i Ribe domkirke farvel til tidligere folketingsmedlem og borgmester Preben Rudiengaard, da båren blev båret ud af kirken.

Næsten symbolsk for Preben Rudiengaards optimisme, blev bisættelsen foretaget på en af de meget smukke efterårsdage, som dette efterår har været så rigt på.

Netop ordene ”jeg gjorde det på min måde” passede rigtig godt på Preben Rudiengaard. Det blev understreget i biskop Elof Westergaards stærkt personlige tale over Preben Rudiengaard. Og de salmer, familien havde valgt, understregede Rudiengaards kærlighed til og glæde ved livet. Nemlig salmerne ”Se nu stiger solen…”, ”Hild dig frelser og forsoner..”, ”Nu falmer skoven trindt om land..” og ”Dejlig er jorden..”

Og biskop Elof Westergaard understregede netop, hvor glad Preben Rudiengaard var ved livet. Biskoppen talte om tro, håb og kærlighed, og at der er tid til at leve livet, tid til at elske men også tid til at dø.

– Men selv om Preben Rudiengaard gjort det på sin måde, var han ikke sig selv nok. Tvært i mod hjalp han altid andre og gik ind i mange forskellige slags sammenhænge. Hans liv var glæden ved arbejdet og ved at blive brugt. Han stod ikke på sidelinjen men ønskede action og det at være med, sagde biskoppen bl.a.

Ved båren tog Preben Rudiengaards bror, Georg Rasmussen, en meget bevægende og stærkt personlig afsked med broderen, som Georg Rasmussen betegnede som et udødeligt menneske og nævnte den store betydning, Preben Rudiengaard har haft og stadig har for familie, kolleger, venner og mange, mange andre.