Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 2. november

I morgen, tirsdag d. 3. november, er der som bekendt præsidentvalg i USA. En begivenhed, der altid arbejdes intenst med i fagene på Ribe Katedralskole. I år er ingen undtagelse. For at modarbejde den coronatristhed, Mette Frederiksen italesatte på sit pressemøde d. 23. oktober, har skolen valgt ikke at lade den faglige markering af selve valgaftenen indtræde i perlerækken over arrangementer aflyst på grund af corona.

I stedet arrangerer skolen en valgaften efter alle coronakunstens regler: Eleverne fra 2. og 3. årgang af skolens forskellige uddannelser møder ind til dette faglige arrangement kl. 18-21, hvor de ikke blandes på tværs af klasserne, men sidder i deres vante klasselokaler, og der holdes afstand, afsprittes og benyttes værnemidler som ved den almindelige undervisning.

For alligevel at give oplevelsen af et fællesarrangement, vil alle klasser være forbundet virtuelt. Her vil alle klasserne samtidigt på hver deres storskærme se liveinterviews udført af en af skolens engelsklærere med tre amerikanske vælgere af forskellig politisk overbevisning.

I løbet af aftenen vil der også blive vist korte, elevproducerede videoer om så forskellige emner som USA’s økonomi, amerikansk mad og præsidentvalgets betydning for Danmarks økonomi. Der vil blive quizzet i viden om det amerikanske valg, og der vil blive lavet en politisk afstemning mellem præsidentkandidaterne.