Tekst Hasse Jørgensen, foto Johnny Tauman og Hasse, torsdag den 20. juni 2024
Der er forandringer på vej i detailhandlen i Ribe. Ikke alene har flere butiksejere bebudet, at de lukker deres butikker i løbet af relativ kort tid, men citychefen Marianne Gøgsig har også sagt sin stilling op med fratrædelse til 1. juli, og forinden skal der afvikles ferie.
Men midt i alt det negative synes der også at blæse positive vinde i Ribes retning.
Formanden for handlen i Ribe, Keld Vestergaard, fortæller, at der er dialog og flere forhandlinger i gang om videreførelse af de butikker, der lukker, eller om udlejning til nye butikker.
– Der er dialog i gang med flere seriøse forretningsdrivende og kæder, og for mig er det glædeligt, at flere nye står på spring og gerne vil etablere sig i Ribe.
– Det er dejligt, at vinden bærer i Ribes retning, men ud over, at der er en seriøs dialog i gang med flere, kan jeg desværre ikke på nuværende tidspunkt sige noget mere konkret. Det er mange ting, der skal falde på plads. Det handler både om en kommende lejer, udlejere og det at skulle opbygge en forretning, siger Keld Vestergaard, der selv har besluttet at lukke sin ene af tre forretninger nemlig Klunz.
– Jeg tror, at jeg inden jeg forlader lokalerne på Mellemdammen har fundet en ny lejer til forretningen, siger Keld Vestergaard.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Keld Vestergaard
Med hensyn til en ny citychef fortæller Keld Vestergaard, at bestyrelsen i handelsstandsforeningen er i fuld gang med at lave en stillingsbeskrivelse, og han forventer, at stillingen vil blive opslået indenfor en uge eller måske 14 dage.
– Vi har været rigtig glade for Marianne Gøgsig. Hun har lavet et flot stykke arbejde og har været med til at forme den stilling, som hun nu forlader. Det er ærgerligt, at hun siger farvel, men vi skilles uden dramatik overhovedet.
– Personligt har jeg som formand haft et rigtigt godt samarbejde med Marianne Gøgsig, men i hendes opsigelse ser vi også mulighed for at få en i jobbet, der ser tingene med nye øjne og som har nye ideer til, hvad der skal ske, siger Keld Vestergaard.
Han regner med, at sommeren går med, at interesserede kan søge jobbet, og at der kan holdes jobsamtaler med ansøgere efter sommerferien.