Portræt af Poul Anker Nielsen 

Portræt af Poul Anker Nielsen

Tekst:  Tina Christensen     Foto: Privat
lørdag den 10. oktober 2020

Når man som jeg er forholdsvis ny i Ribe, kender man ikke nødvendigvis alle de mennesker, som i årtier har sat sit præg på Ribe.

Således var jeg på helt bar bund, da jeg gik op ad trappen til lejligheden i Sortebrødregade for at møde Poul Anker. Hans kone Lise derimod, hende havde jeg styr på. Hun har jo Quedens Gaard, og det var ikke undgået min opmærksomhed.

Da jeg træder ind, går det med de samme op for mig, at her et hjem lidt ud over det sædvanlige. En ægte herskabslejlighed med store stuer og stuk i loftet. Ikke som sådan unikt, men glem så lige alt om minimalistisk sort / hvid indretning: Her er farvede tæpper på gulvene og puder i de farvestrålende sofaer, bogreoler med bøger fra gulv til loft, smuk og forskelligartet kunst, billeder, tegninger og møbler med mere sjæl end de fleste. Det lange træbord i den ene stue indbyder til samtaler og latter, og Poul Anker fortæller mig, efter at have budt på et lækkert kaffebord, at det ikke er længe siden Bent Fabricius-Bjerre sad i stolen her. Mere om musikken senere.

I stuen hænger et billede tegnet af Robert Storm Petersen. Det viser den kendte revyskuespiller Holger Pedersen, som er Lises mormors bror

Født og opvokset i Skive gik han efter realskolen en tur i byen, og i vinduet hos EBM Engelsk Herrebeklædnings Magasin hang en seddel, hvorpå der stod ”Elev søges”. Han syntes, at det var en rigtig pæn forretning og fandt handelsfaget spændende, så efter at elevpladsen kom i hus, havde han en spændende tid, hvor han til slut stod med ansvaret for indkøb og salget i ”Carnabyshoppen”. En afdeling med storblomstret og stribet tøj, der i den grad prægede tidens mode.

En af hans gode venner var erhvervsjournalist og pludselig gik lyset op for ham: Han ville være journalist. Desværre var det intet arbejde at få nogen steder. Da Skive Folkeblad slog en stilling op som Pressefotografelev, opfordrede hans ven ham til at søge stillingen. Det lugtede jo lidt af journalistik. Han skrev en ansøgning, vennen skrev den fuldstændig om, og hjem gik han og hentede 30 af hans fars fotografier. Han skulle jo vedlægge fotos. Jobbet blev hans ud af 72 ansøgere og det blev 3.5 fantastisk år.

Ved receptionen for hans uddannelse dukkede 2 fremmede mænd op og spurgte: – Har du 5 min? – Det var Politikens billedchef og assistent, der sagde til den unge mand: – Tag ud i verden i et års tid og få noget hår på brystet, og kom så over og arbejd for os.

Efter et års tid var han landet i Ribe og opdagede, at han opfandt flere og flere grunde til ikke at tage til storbyen. – Jeg kan nok ikke finde ud af at skifte mellem alle de busser – tænkte han blandt andet. Men når alt kom til alt handlede det mest om nærheden. At man næsten kender alle i Ribe, at man altid kan få hjælp.

Det blev til næsten 25 år som pressefotograf på Jydske Vestkysten. Og da jobbet forsvandt i en sparerunde, ringede han til Politiken og blev freelancefotograf for POLFOTO. Der blev taget billeder til JP og et hav af fagblade, og han blev Ekstrabladets mand i Syddanmark. En tur til Rumænien under borgerkrigen, der førte til diktator Ceauşescus fald, har sat sine spor i den hærdede fotograf, og her tog han ifølge ham selv, sit bedste billede nogensinde i afsides kapel med tomme blodrandede kister. Som fotograf dækkede han også Tøndersagen: – Det er det mest smertelige, jeg har oplevet i mit liv.

Udover karrieren som fotograf er det kulturen, der altid har drevet Poul Anker. Allerede i de tidlige Skive dage begyndte han at lave musikarrangementer,og i Ribe blev han gode venner med den skotske musiker Rod Sinclair. Det blev indgangen til et langt arbejde med det kulturelle. I 70´erne var der amatørmusikere på Hotel Munken, der har været koncert med et amatørsymfoniorkester, der opførte Händels Watermusic på en tømmerflåde på Ribe å for publikum, der sad på bredden.

Billedet er en gave fra Lise malet af Ribemaler Henriette Nielsen. Det hænger i loftet på toilettet.

Han har været formand for Ribe Handelsstandsforening og været med til at starte “Peters Jul i Ribe”. Han har arrangeret Ribe Egnsspil og startet Kulturelt Samråd i Ribe op. Og på den måde fået teatre, forfattere og musikere til at arbejde sammen. Samarbejde er det allervigtigste i en by på Ribes størrelse, og arbejdet er ikke slut. Sammen med sin kone Lise, driver han Musik og Kulturforeningen Quedens, der afholder koncerter og foredrag og laver gode gammeldags højskoledage med foredrag og fællessang i samarbejde med biblioteket.

Foreningen bliver i høj grad båret af de 20-30 frivillige, der hjælper med stort og småt. Koncerterne slutter af med gratis natmad med alt, hvad hjertet begærer, og her kommer vi tilbage til musikerne ved det lange bord. Niels Hausgaard og Bodil Jørgensen har siddet her for nylig, Johnny Madsen sad inde i den røde sofa, og når Sebastians kone skulle til strikkefestival på Fanø, ringede hans manager altid og spurgte: Må Knud (Sebastians rigtige navn) komme forbi? Det er ikke svært at forestille sig, og måske er det dét, der er med til at skabe den gode stemning i stuerne?

Læs 2. del af interviewet i morgen søndag