Tekst: Johnny Tauman    Foto: Privat pressefoto
16. april 2021

Gastrovirksomheden Porsborgs skal fra 28. april stå for madoplevelsen til gæsterne på Ribe VikingeCenter. Porsborgs har forpagtet køkkenet og caféen foreløbigt denne sæson.

VILD er det nye navn

Konceptet er klart. VILD bliver navnet på spisestedet, hvor der helt i tråd med Porsborgs filosofi tages udgangspunkt i den nordiske fauna og råvarer i sæson. Der kommer rustikt vildskab på frokostkortet. Retter med en fortælling spundet op på vikingetiden. Visuelt får spisestedet et kærligt anstrøg af Porsborgs, og det udvides med flere serveringsborde i den hyggelige have og på gårdspladsen ved Lustrupholm.

Holdet bag Porsborg er stolte

– Vi elsker at skabe koncepter og gode, helstøbte spiseoplevelser. Vi har også en forkærlighed for hele oplevelsesindustrien og kulturen i Danmark, fortæller en begejstret Rasmus Errebo og Bjarne Christensen fra holdet bag Porsborgs. Derfor passer Ribe VikingeCenter simpelthen helt perfekt til os, og med VILD får vi endnu et superinteressant ben at stå på. Vi er stolte over at skulle arbejde videre med den platform, der allerede er skabt, samt naturligvis muligheden for at sætte vores præg på stedet sammen med Ribe VikingeCenter.

Mangesidet forretning med fokus på håndværk

Som gastroforetagende er Porsborgs allerede aktive på flere forretningsområder og styrer succesfuldt såvel restauranter, take-away, catering, kantiner som erhvervsløsninger. Altid er der fokus på håndværk, smag og den gode madoplevelse.

Glæder sig til samarbejdet

Gæsterne på Ribe VikingeCenter bruger i snit 3-4 timer på deres besøg, og når sulten på et tidspunkt melder sig, skal der selvfølgelig være mulighed for at købe et lækkert måltid mad. Centret åbner sidst i april.
– Vi glæder os helt vildt til samarbejdet. Porsborgs har et stærkt koncept og kan levere noget, der passer ind i konteksten her på Centret. Derfor føler vi os helt trygge og i de bedste hænder. Porsborgs kan om nogen løfte kvaliteten og oplevelsen i caféen, og vi kan kun opfordre f.eks. sæsonkortholdere til at bruge deres frie adgang til Centret og nyde en frokost på VILD, fortæller Christin V. Clausen og Mikkel F. Laursen, ledere på Ribe VikingeCenter.

Mulighed for selskaber

Det er selvfølgelig også muligt for grupper, som planlægger deres udflugter og arrangementer på Ribe VikingeCenter, at bestille frokost og kaffe-menu hos VILD.
Tidligere var det Produktionsskolen Lustrupholm i samarbejde med Ribe VikingeCenter, der stod for cafédriften. Sidste år var det FGU Vest Ribe, men da skolen ikke længere kan påtage sig opgaven, har Vikingecentret valgt at gå en helt ny vej i samarbejde med Porsborgs.

Fakta
VILD åbner 28. april og har samme åbningstider som Ribe VikingeCenter.

På fotoet ses Fra venstre: Bjarne Christensen, Rasmus Errebo, Mikkel F. Laursen, Christin V. Clausen.