Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 30. december

En særdeles dygtig og populær chef forlader Ribe Kunstmuseum for at hellige sig andre arbejdsopgaver og ikke mindst for at få mere tid til familie. Dagmar Warming fratræder som bekendt ved månedsskiftet stillingen som direktør for museet, som i Dagmar Warmings periode som leder – 14 år – har gennemgået en rivende udvikling både hvad bygningen, samlingen og kendskabet til museet angår.

Det blev da også fremhævet i de mange taler, der blev holdt i går, hvor museet sagde farvel til Dagmar Warming med en indbudt reception i museets smukke sale.

Som Mogens Welinder i et flot billedsprog ridsede det op: Der var en lille pige, der blev født på landet, hvor hun altid sang, og da hun blev stor, skulle hun ind i den store skole i den store by. Her så den lille pige, slottet, som bygningen kaldtes, og hun besluttede, at hvis hun kunne, ville hun få stjernerne i trappen til at lyse og blinke. Hun blev chef for slottet, og som sådan rejste hun af og til bort en dag, og hver gang kom hun hjem med en sæk penge. En dag blev hun mod sædvane væk i flere dage, og da hun endelig kom hjem, havde hun ingen sæk på ryggen. Da en medarbejder forsigtigt spurgte hvorfor, lød svaret: der var så mange penge, at jeg ikke kunne bære dem.

Dagen efter kom en stor lastbil og læssede alle pengene af, og så kunne slottet blive sat i stand og stjerne i trappen kom til at lyse og funkle.

I talerne blev Dagmar Warmings evner til at skaffe penge da også rost i høje toner, og formanden for museet, Jens Henriksen, sagde bl.a., at da A.P.Møller-fonden havde doneret penge til ombygningen og budgetterne blev holdt så godt, at der kunne sendes penge retur til fonden, glemte man det ikke. Det betød, at Dagmar Warming i dag bruges af fonden til lignende opgaver andre steder i landet.

Dagmar Warming selv takkede for, at hun har fået lov at arbejde på og med museet, og hun sagde, ast uden dygtige og engagerede medarbejdere, ude de mange frivillige og uden opbakning fra alle samarbejdspartnere, havde hun ikke kunnet gøre det. Og hun håbede, at den opbakning vil blive overført til hendes efterfølger, Anne Mette Willumsen.

Ved receptionen blev der ud over Jens Henriksen og Mogens Welinder talt af Josephine Nielsen-Bergquist, Ingrid Ilsøe, Kirsten Beck, Lise Frederiksen og Fl. Just.

Mange mennesker var med til at hylde Dagmar Warming, og tre af museets sale var fyldte, idet der også blev taget hensyn til smittefare

Den kommende direktør, Anne Mette Willumsen, der tiltræder 1. januar, var også med. Her med Jens Henriksen og Dagmar Warming