Tekst: Torben Ravnborg Nissen, pressefoto, tirsdag den 24. marts 2026

Elmepollensæsonen er over os, og Astma-Allergi Danmark udsender fra i dag Dagens Pollental og Pollenvarsling for elm. I år kan landets 1 million pollenallergikere få hjælp af ny app til en bedre hverdag og behandling igennem sæsonen.

Efter en usædvanlig kold vinter er foråret kommet – og dermed også pollensæsonen, som rammer omkring én million danskere med pollenallergi. Især elm er nu i stigning, viser målinger fra Astma-Allergi Danmark.

Elmesæsonen ligger typisk fra slutningen af februar til starten af maj med højdepunkt i marts–april. I år starter sæsonen midt i det normale spænd, og et lunt, tørt forår kan betyde flere pollen i luften end regnfuldt vejr.

Pollenallergi er en kronisk sygdom, der rammer hver sjette dansker og kan give symptomer som løbende næse, kløende øjne, hoste, vejrtrækningsbesvær og træthed. Mange har både høfeber og astma uden at være klar over sammenhængen, og derfor anbefales det at søge læge ved symptomer.

Efter elmesygen i 1990’erne faldt mængden af elmepollen markant, men de seneste år er niveauet igen stigende. Samtidig bliver pollensæsonerne generelt længere og mere intense – blandt andet som følge af klimaforandringer.

Astma-Allergi Danmark tilbyder daglige pollental, prognoser og rådgivning via app og Pollenportalen, som kan hjælpe allergikere med at håndtere sæsonen bedre.

https://www.astma-allergi.dk/pollenportalen/

Kilde: Astma-Allergi Danmark, pressemeddelelse