Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 5. juni
Hvis det står til et flertal i byrådets økonomiudvalg, skal der ske en meget kraftig stramning af reglerne for rygning på kommunale arbejdspladser.
Rent faktisk bliver stramningerne så alvorlige, at der ikke må ryges på kommunale matrikler overhovedet, og til dette begreb hører også kommunale biler, skurvogne og lignende. Der må overhovedet ikke ryges i arbejdstiden, og der kan ikke indlægges rygepauser.
Et flertal i økonomiudvalget har sendt forslaget til høring i hovedmedarbejderudvalget, men den konservative May-Britt Andrea Andersen stemte mod forslaget.
”Det gør jeg, fordi jeg synes, det er et meget stort indgreb i den personlige frihed. Vi har nogle meget dygtige medarbejdere, og jeg synes ikke, man skal pålægge dem en så kraftig stramning. En rygepause kan være med til at stresse af. For mig ser det ud som om, at retningen helt er angivet inden forslaget kommer til høring. Jeg tror, at vi har så dygtige medarbejdere, at de sagtens kan administrere det nuværende rygecirkulære, og er der en eller to, der ikke kan, tror jeg vi har så dygtige ledere, at de nok skal finde ud af det” siger May Britt Andre Andersen.
Hun påpeger samtidig, at de rygepauser, der nu kan lægges ind i arbejdet, betales af medarbejderne selv på den måde, at pauserne ikke tæller med i arbejdstiden.
Sarah Nørris (Ø) har i økonomiudvalget taget forbehold mod forslaget, og i et høringssvar skriver hun bl.a., at et rygeforbud risikerer at give sure medarbejdere og konflikter. Hun er enig i, at rygning er skadelig og skal bekæmpes, men ikke med forbud.










































































