Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, fredag den 14. marts 2025
Intet mindre end en politisk bombe sprang fredag aften i Esbjerg Kommune og i Ribe.
Socialdemokratiets gruppeformand i byrådsgruppen, Karen Sandrine, Ribe, har meldt sig ud af Socialdemokratiet og meldt sig ind i Venstre.
Venstres byrådsgruppe skal på et ekstraordinær gruppemøde lørdag formiddag tage stilling til Karen Sandrines indmeldelse i byrådsgruppen. Hvis indlemningen i Venstres byrådsgruppe godkendes, betyder det, at det borgerlige flertal bliver mere markant. Indtil i morgen har Venstre 14 ud af 31 pladser i byrådet, mens Socialdemokratiet har 9. Hertil kommer tre konservative.
Karen Sandrini bekræftede fredag aften, at hun har meldt sig ud af Socialdemokratiet og ind i Venstre.
– Hvorfor?
-Der har den seneste tid været meget uro i det socialdemokratiske bagland, selv om det ikke er foregået i byrådsgruppen. Men det har kastet skygger og skabt uro. Jeg er i politik for at udvikle kommunen og fordi, jeg kan lide det, men jeg foretrækker en platform, hvor der er arbejdsro.
– Hvad siger folk i Venstre til din indmelding?
– Telefonen gløder af folk, der byder mig velkommen. Jeg har i aftes haft kontakt med borgmester Jesper Frost Rasmussen, og vi har fået nogle ting på plads.
– Set ude fra har du altid været på højrefløjen i Socialdemokratiet?
– Jeg er meget mørkerød og har aldrig lagt skjult på det. Jeg har altid rakt ud til Venstre og har altid oplevet dem som løsningsorienteret. Vi er ikke længere fra hinanden, end at vi kunne tilgodese økonomien, så vi har kunnet hæve skatten uden de svageste blev berørt. De største uenigheder har været i plansager. Vi har fundet hinanden, og jeg har altid følt mig velkommen hos dem. Vi har været enige og fundet hinanden, og jeg har tit spurgt mig selv, om det var der, jeg skulle være.
– Det er lidt af en politisk bombe?
– Det er voldsomt, men jeg kunne mærke i går, at det er tid at sige pænt farvel. Jeg smækker ikke med nogen dør og håber det bedste for dem.
– Ved sidste valg fik du næstflest personlige stemmer efter spidskandidaten Jacob Lykke. Alligevel fik du ikke en formandspost i et udvalg. Har den desavouering betydet noget?
– Den har ikke gjort beslutningen sværere, lyder det fra Karen Sandrini.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) fortæller, at Venstre byrådsgruppe lørdag formiddag holder et ekstraordinært gruppemøde, hvor gruppen formelt skal godkende Karen Sandrinis indtræden.
– Vi har al tid haft et godt samarbejde med Karen Sandrini. Hun har altid været konstruktiv og søgt løsninger, siger Jesper Frost Rasmussen.
Den fungerende formand for Socialdemokratiet i Esbjerg Kommune, Nini Oken, Ribe, siger: – Karen Sandrinis udmeldelse er taget til efterretning, og vi ønsker hende held og lykke med hendes fremtidige karriere.
Ud over det, har Nini Oken ingen kommentarer.
Partiet har udpeget Ulla Kromann Meyer, Bramming, som midlertidig forperson for byrådsgruppen indtil gruppen har konstitueret sig.
Uroen
Den uro, Karen Sandrini henviser til, skyldes udpegningen af en spidskandidat for partiet til det kommende byrådsvalg.
I første omgang meldte Jeanette Duvander sig som den eneste kandidat og skulle derfor blot formelt vælges. Men det var der åbenbart ikke helt enighed om indbyrdes. Det medførte, at kandidatudvalget ville indkalde til en ny opstilling, men den blev underkendt af partikontoret i København, der fandt, at Jeanette Duvander var lovlig valgt som spidskandidat. Det medført, at ledelsen i den kommunale partiforening gik af og der blev lavet et triumvirat bestående af partiformændene i Esbjerg, Bramming og Ribe som midlertidig ledelse af den kommunale partiforening. Nini Oken, Ribe, blev udpeget som talsmand for ledelsen.