Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ove Detlevsen, fredag den 30. oktober

Der arbejdes i øjeblikket på flere fronter for at skaffe plads til autocampere i og omkring Ribe.

I det kommunale budget for de kommende fire år er der sat midler af til at flytte de eksisterende pladser til autocampere fra P Syd over på den modsatte side af Haulundvej til den grusbelagte plads, der i dag bruges som oplagsplads i forbindelse med alle de gravearbejder, der er i gang i indre by.

Det har været fremme, at en sådan plads for autocampere måske skulle drives af private således, at de, der benytter pladsen, skal betale for brugen af den samt for strøm og vand etc.

– Det har vist sig, at de mennesker, der kører autocampere, er meget entusiastiske, og vi har fået virkeligt mange henvendelser om mulighederne i Ribe, fortæller formanden for byrådets udvalg for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen (V).

Han og næstformanden i udvalget, Henning Ravn (V) kommer på onsdag til Ribe for at se på forholdene og for at holde møde med folk, der muligvis kunne være interesseret i at drive en ny plads til autocampere ved P Syd.