Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 20. marts 2026

Med omkring 90 medarbejdere er AH Industries i Ribe en af områdets helt store arbejdspladser, og det er en arbejdsplads, der sammen med ejerne Euro Steel A/S satser på at oprette og bevare danske arbejdspladser med engagerede medarbejdere, for de er en forudsætning for, at virksomheden kan bestå og fortsat producere. Størsteparten af medarbejderne kommer fra lokalområdet

– Vi vil også meget gerne have lærlinge, men det skal være unge, der vil noget og ikke blot skal have beskæftigelse.

Det fortalte fabrikschef Hans Verner Nielsen, da han sammen med ejerne,  Michael og Morten Larsen, Euro Steel A/S, viste økonomiminister Stephanie Lose (V) og folketingskandidat Klaus Sandfeld (V), Ribe, rundt på virksomheden denne fredag formiddag.

Efter besøget sagde Stephanie Lose, at virksomheder som AH Industries er rygraden i konkurrencen med østen og USA. – Sådanne virksomheder er fremtiden for Danmark, mente ministeren, og Klaus Sandahl var helt enig: – Nu har jeg i mange år set virksomheden, men det er første gang, jeg er inde på den, og det har været meget spændende.

På AH Industries, der en af Euro Steels store produktionssteder ud af sammenlagt fire, fremstilles der meget store og vidt forskellige komponenter, som hovedsageligt af sættes i Europa.

Virksomheden var den tidligere Ribe Maskinfabrik, der i 2010 blev solgt til nogle investorer, der ikke puttede penge i dem efter overtagelsen.

Da Euro Steel A/S købte virksomheden, blev dette ændret for, som Michael Larsen sagde, vi skal investere for at tjene penge.

Han kunne overfor de to politikere fortælle om de mange regler og forordninger, sådanne virksomheder støder på, og som koster utrolige summer. Det gælder bl.a. vejafgifter, der let løber op i 20.000 kroner for en transport, der betyder forskellige andre afgifter både vedtaget i Danmark og i EU.

Stephanie Lose nikkede genkendende til problemet og understregede, at der er noget at arbejde med for den nye regering.

Virksomheden har haft en afdeling i Kina, men den blev solgt fra dels fordi den var tabsgivende men også på grund af teorien om, at vi er nødt til at bevare så mange arbejdspladser i Danmark og Europa som muligt.

Michael Larsen pegede bl.a. på det problem, at det offentlige i sine udbud er meget fokuseret på slutprisen, og det er vanskeligt at konkurrere med de lave lønninger i Kina.

– Men tænk på, hvis ordrerne placeres i Danmark, må det offentlige godt give lidt mere for en vare, for dels betaler danske virksomheder skat i Danmark, og dels går en stor del af pengene til lønninger, som der også betales skat af, så en stor del af pengene kommer tilbage til statskassen.

(Flere billeder her under)