Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, dronefoto Ove Detlevsen, fredag den 31. august 2026
RIBE: Dyrskuet i Ribe er meget mere end dyr, maskiner og landbrug. Det er også en fast politisk mødeplads, hvor folketingspolitikere, lokalpolitikere og kandidater møder vælgerne ansigt til ansigt.
De fleste af Folketingets partier havde en stand på Hovedengen. Kun SF og Det Konservative Folkeparti manglede. Til gengæld var der masser af lokalkendte ansigter blandt de mange politikere, som brugte dagen på at hilse på vælgere, drikke en kop kaffe og tage temperaturen på lokalområdet. Der var også tre folketingspolitikere, valgt i vores område.
For Moderaternes Frida Bruun var dyrskuet en oplagt mulighed for at komme hjem til egne rødder, inden arbejdet på Christiansborg for alvor går i gang igen.
(artiklen fortsættes under billederne)

Frida Bruun (Moderaterne)
– Sidst vi talte sammen, stod vi på en tagterrasse på Christiansborg i solskin. Nu står vi på Hovedengen til dyrskue i Ribe i regnvejr. Hvordan er det?
– Ja, og jeg har lige været til gummistøvlekast. Det var sjovt. Jeg kommer fra en rendyrket landbrugsfamilie og bor selv på landet. Min families og min egen hverdag er på landet, og jeg er lokal, så det er vigtigt for mig at møde vælgerne her i lokalsamfundet. Det var også et af mine mål.
– Hvordan har det været at komme rigtigt i gang på Christiansborg?
– Det travleste – og også det sjoveste – har været at møde vælgerne og tale med mennesker, blandt andre sådan nogen som dig. Opstarten blev anderledes, fordi regeringsforhandlingerne trak ud, og der var ikke møder i Folketingssalen. Men nu møder ind på kontoret mandag morgen og har møder hele ugen, inden jeg tager hjem torsdag aften.
– Sådan bliver hverdagen vel frem til den første tirsdag i oktober?
– Nej. På grund af de lange regeringsforhandlinger starter møderne i Folketingssalen allerede her i august. Men den egentlige konstituering af det nye folketingsår finder som sædvanlig sted den første tirsdag i oktober.
Hos Venstres Stephanie Lose er Ribe Dyrskue en mangeårig tradition. Hun ser dagen som en vigtig del af det politiske arbejde, hvor samtalerne med vælgerne er mindst lige så vigtige som møderne på Christiansborg.

Pressefoto, Venstre
Stephanie Lose (Venstre)
– Goddag, Stephanie Lose. Hvordan får en travl MF’er og næstformand tid til at komme til dyrskuet i Ribe?
– For det første er det en tradition. Jeg har været her rigtig mange gange, og jeg plejer at komme, når det ikke lige falder sammen med en ferie i udlandet. Samtidig er det jo min hjemmebane, så det er helt naturligt for mig at være her. Man får også meget ud af dagen. Der er tid til at snakke med folk, der kommer forbi og drikker en kop kaffe, og det giver rigtig god mening.
– Men der er vel også en forskel i forhold til tidligere. Jeg ved godt, at du også havde travlt som regionsrådsformand og senere minister, men hvordan får du tiden til at slå til nu?
– Dyrskuet ligger jo i sommerperioden, hvor der ikke er så meget andet på programmet, så på den måde passer det egentlig meget godt. Og uanset, hvor travlt man har, så er arrangementer som det her en vigtig del af jobbet som politiker. Det er her, man får mulighed for at tale med mennesker og mærke, hvad der rører sig. Det handler både om de lokale forhold, men også om de større politiske dagsordener. Der er mange partier repræsenteret her, og landbruget fylder jo meget i de politiske diskussioner.
For Anders Kronborg fra Socialdemokratiet er Ribe Dyrskue både en politisk og personlig tradition. Han har besøgt dyrskuet gennem mange år og har samtidig et nært forhold til Ribe fra sin studietid.
Arkivfoto
Anders Kronborg (Socialdemokratiet)
– Anders Kronborg, nu står du her til dyrskuet i Ribe?
– Ja, og det er en fast tradition. Jeg har været her i rigtig mange år – helt tilbage fra dengang, jeg sad i kommunalbestyrelsen i Esbjerg Kommune. Sommeren er ikke den samme, hvis jeg ikke kommer forbi Ribe Dyrskue, så det forsøger jeg at gøre hvert år.
– Og det kan godt presses ind i en travl kalender?
– Ja, det skal presses ind. Samtidig er det en rigtig god anledning til at komme rundt og tale med de forskellige udstillere og erhvervsdrivende. Jeg er jo Socialdemokratiets erhvervsordfører, så dagen giver mig mulighed for at møde virksomheder, borgere, interessenter og organisationer direkte og i øjenhøjde.
– Du er også lokal fra Esbjerg og har læst på Ribe Statsseminarium?
– Det er rigtigt. Jeg begyndte i 2002 og blev uddannet lærer i 2006. Jeg var rigtig glad for at studere i Ribe og har altid holdt meget af byen. Faktisk så meget, at min kone og jeg valgte at blive viet på Det Gamle Rådhus i Ribe, da vi blev gift i 2017. Det var nogle helt idylliske rammer.
– I skal allerede i arbejdstøjet igen i næste uge?
– Ja. Jeg tager til København enten sent søndag eller meget tidligt mandag morgen, og så begynder de første møder. Allerede ugen efter skal de første lovforslag præsenteres i Folketingssalen.
Men batterierne er ladet op, og blandt andet besøg som Ribe Dyrskue og den lokale fodboldskole i Esbjerg – som jeg har besøgt hvert år, siden jeg blev medlem af Folketinget – er med til at give ny energi.








































































