Tekst og foto: Renè Jørgensen
26. oktober 2020.
Coronaen aflyser stor politisk debat i Ribe
Der var ellers lagt op til stor politisk debat med deltagelse af fire folketingsmedlemmer den 9. november i Ribe, som desværre nu aflyses. Nini Oken som har arrangeret debatten er meget ærgerlig, men for hende kommer folkesundheden først.
Når smittetallene ser bedre ud, vil vi derfor udskyde til januar/februar måned. Det er en vigtig debat, som vi skal tage.
– Der var allerede på nuværende tidspunkt mange tilmeldte til debatten den 9. november, så det er meget ærgerligt, at vi må aflyse. Jeg sidder selv i Sundhed- & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, og det er mig magtpålæggende, at vi lytter til myndighedernes anbefalinger og sætter folkesundheden først, siger Nini Oken (S), som er byrådsmedlem og formand for Ribe partiforening.
I debatten skulle Anders Kronborg (S), Henning Hyllested (Ø), Henrik Dahl (LA) og Ulla Tærnæs (V) have diskuteret landbrug, miljø og grøn omstilling.
– I et område med vadehav, nationalpark og aktive landbrug, så er det selvfølgelig vigtigt, at politikerne har fokus på hvordan tingene kan gå hånd i hånd. Det er også vigtigt, at politikerne lytter til befolkningen, hvilket var formålet med debatten. Jeg vil gerne love, at vi forsøger at lave en ny debat, når coronaen er slut eller myndighedernes anvisninger igen tillader større forsamlinger, siger Nini Oken.
En af de lokale folketingsmedlemmer, Anders Kronborg (S), som skulle have deltaget i debatten er også ærgerlig over aflysningen.
– Vi skal snart i gang med større forhandlinger på landbrugsområdet, så debatter med befolkningen er vigtig. Derfor har min kalender også været godt fyldt op med besøg i landbrug- og fødevarer erhvervet, så synspunkterne er blevet noteret i forhold til kommende forhandlinger. Jeg havde glædet mig til debatten i Ribe, da jeg synes vi har flere ting at være stolte af, som f.eks. Nationalpark Vadehavets brand indenfor fødevarer, vores aktive og driftige landbrug samt fortællingen om Ribe Biogas siger Anders Kronborg (S), som er fødevareordfører for Socialdemokratiet på Christiansborg.
– Jeg er glad for, at Nini Oken og Socialdemokratiet i Ribe har lovet at arrangere en ny debat, for det er vigtigt for vores folkestyre, at vi mødes i øjenhøjde med hinanden og drøfter aktuelle problemstillinger, styrker og udfordringer, slutter Anders Kronborg.









































































