Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, torsdag den 27. juni 2024
Politiet vil hverken be- eller afkræfte, at den 39-årige polske mand, der blev fundet druknet i Ribe Østerå, er identisk med den person, der for omkring et år siden overfaldt en 73-årig dame på Nørremarksvej i Ribe, hvor Nørremarksvej danner kryds med Seminarievej og Rosen Alle.
Forlydender om, at det er den druknede, der er gerningsmand til overfaldet, går i øjeblikket i Ribe, og JydskeVestkysten har skrevet, at det er den samme person, der er tale om.
Hos politiet siger kommunikationsmedarbejder Anette Johnsen, at ”i forhold til den dødfundne i Ribe Å har vi ikke yderligere kommentarer end dem, vi tidligere har givet om sagen”
Politiet har været meget sparsomme med oplysninger om fundet af den døde, der blev fundet, da kommunale medarbejdere var ved at skære grøde på bunden i åen.
Fundet afstedkom en større eftersøgning, der stod på over flere dage, og den 19. juni udsendte politiet en pressemeddelelse, hvori man fortalte, at identiteten på den druknede var slået fast, og at de pårørende var underrettet. Den 39-årige var som nævnt fra Polen men bosiddende i Danmark.
Den 73-årige, der blev overfaldet på Nørremarksvej, kom cyklende, da hun blev angrebet af en mand. Manden var tilsyneladende ude efter cyklen men fik ikke fat i den. Til gengæld blev den 73-årige hårt kvæstet ved overfaldet.
Trods en større efterforskning og efterlysning af gerningsmanden lykkedes det ikke politiet at finde ham.