Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, tirsdag den 25. marts 2025

Politiet var midt på aftenen tirsdag stadig talstærkt til stede i kvarteret omkring Saltgade, J. Lauritzens Plads og Seminarievej, og meldingen på X lød, at politiet forventede at være på stedet i en rum tid endnu.

Der er fortsat ikke oplyst noget nærmere om, hvad aktionen drejer sig om. Flere vidner har i løbet af dagen forklaret, at de har set en mand blive ført fra stedet belagt med håndjern.

Indtil sent på eftermiddagen var halvdelen af parkeringspladsen mellem Kvickly og J. Lauritzens plads afspærret. Senere blev afspærringen udvidet til at omfatte hele p-pladsen, og kort tid efter blev afspærringen udvidet helt  til Rosenalle og omfattede derfor også lejlighederne ved Tømmergangen. Ingen af beboerne blev dog evakueret.

En overgang hørtes der højrøstede stemmer fra den bygning, som hele aktionen åbenbart centrerede sig om. Men disse stemmer døde senere hen.

Mand og mand i mellem blev der gisnet om forbrydelser i narkomiljøet og gidseltagning, men det er kun rygter.

På X opfordrede politiet kort før klokken 22 de bilister, der stadig havde biler bag afspærringerne, om at være tålmodige.

Nedenstående kan du se flere billeder fra politiets aktion.