Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag 22. febr.
Det kniber i uhyggelig grad for bilister, der kommer af Plantagevej, hovedvej 11, fra syd frem mod det lysregulerende Nørremarkskryds at overholde færdselsreglerne.
Sagen er, at under det igangværende vejarbejde langs hovedvej 11 er et spor op til krydset Nørremarksvej-Industrivej lukket for trafik, og al færdsel skal over i den venstre kørebane, der før arbejdets påbegyndelse var forbeholdt venstresvingende køretøjer.
Men netop fordi alle bilister skal bruge den kørebane, er det blevet forbudt at svinge til venstre fra Plantagevej ind på Industrivej. Ikke færre end tre skilte før og i krydset gør opmærksom på dette, men alligevel er der dagligt mange, der svinger til venstre i krydset.
Politiet har de seneste dage været på stedet af flere omgange, og hver gang er det resulteret i adskillige bøder for overtrædelse af forbuddet mod venstresvingning.
Årsagen til forbuddet er dels, at der i forvejen er tale om et farligt kryds med relativt mange uheld, og dertil kommer, at hvis en bil holder i den ene åbne bane og afventer modkørende trafik, før et sving til venstre kan foretages, blokerer vedkommende for alle biler, der kommer til krydset syd fra. Det kan meget hurtigt afstedkomme en lang kø og give farlige situationer, hvis bilister forsøger at presse sig igennem inden om.
Blot til almindelig oplysning koster det 1500 kroner i bøde at foretage det forbudte venstresving.