Tekst Hasse Jørgensen, fredag den 31. marts 2023

Færdselsbetjentene i Syd- og Sønderjylland har fokus på narko- og spritkørsel i påsken, hvor mange traditionelt tager til påskefrokoster. Politiet har derudover også fokus på, om der bliver kørt for hurtigt og uden seler.

Påskekontrollerne er en del af en landsdækkende kampagne, hvor politiet især har fokus på påvirkede bilister.

I Danmark er promillegrænsen 0,5 og bliver man taget for spiritus- eller narkokørsel, skal man som minimum op til en ny køreprøve, ligesom man får en bøde. Spritbilisme er desuden en del af loven om vanvidsbilisme, så man risikerer at få sin bil konfiskeret, hvis man kører med en promille over 2,0.