Politiet flytter ind på brandstationen

/Politiet flytter ind på brandstationen

Annonce

Politiet flytter ind på brandstationen 2018-07-10T09:25:48+00:00

Project Description

Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 10. juli

Politiet i Ribe flytter i løbet af september ind i lokaler hos Sydvestjysk Brandvæsen på Odins Plads.

Der er dels tale om de lokaler, Falck tidligere brugte, og dels de lokaler ud mod jernbanen, som brandvæsnet tidligere har brugt til administration. I øjeblikket står lokalerne tomme. Og håndværkere er i gang med at gøre dem klare.

Flytningen betyder, at den store politistation på Tangevej bliver helt tømt, og så vidt rykind erfarer, er det hensigten, at bygningen skal sælges.

Baggrunden for flytningen af politistationen er ændringerne i strukturen i Syd- og Sønderjyllands Politi i januar.

Den ændring medførte, at færre politifolk har deres daglige gang på stationen i Ribe, og derfor er der alt for megen plads i bygningen på Tangevej. Desuden er den nye placering langt mere central.

– Der er fortsat en fast stamme af medarbejdere i Ribe, som arbejder med fokus på
kriminalitetsforebyggende indsats. De vil nu få tidssvarende bygninger med god
synlighed midt i byen, siger lederen af Områdecenter Nordvest, Lars Bjerregaard.
Medarbejderne i Ribe går også fodpatruljer i midtbyen, og med den nye placering vil de
have et bedre udgangspunkt for den del af arbejdet.

Nu om dage foregår langt de fleste af borgernes kontakter med politiet på telefonen eller
nettet. På politi.dk kan man anmelde forskellige typer kriminalitet, man kan hente sin
straffeattest o.s.v. Så behovet for de store ekspeditioner er også væk, hedder det i en pressemeddelelse fra politiet.

Annonce