Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 9. dec.

Stationen er flyttet og lokalerne er blevet færre og lidt mindre. Men fakta er, at politiets nye station i Ribe på Odins Plads er fuldt funktionsdygtig.

Borgerne i Ribe og omegn har fået et fuldt funktionsdygtigt nærpoliti nabo til brandvæsnet, og man kan roligt slå fast, at stationen er en ”blandet landhandel”. Det tjenestegørende personale kan klare alle anmeldelser og henvendelser. Og medarbejderne arbejder med alle mulige forskellige opgaver, hvor det forebyggende dog et det primære.

Åbningstiden er blevet indskrænket i forhold til tidligere, men det har netop medført, at der siden politireformen har været langt mere synligt politi på gaderne i Ribe, end tilfældet har været tidligere. Og ændringerne har medført, at de lokale betjente har langt mere tid til det opsøgende og forebyggende arbejde, end tilfældet var tidligere, hvor der i mange flere timer skulle være personale ”bundet” på stationen grundet åbningstider. Samtidig kan det konstateres, at der altid er politi på Ribe-egnen, for der er konstant en kørende patrulje.

Nok er lokalerne på den nye politistation blevet mindre, men de er samtidig lyse og velindrettede, og der er alt, hvad der skal til for, at en politistation kan fungere.

Åbningstiden er blevet indskrænket, men de lokale betjente fortæller, at har man et presserende ærinde, kan man som borger altid banke på døren. Er der folk på stationen, og er de ikke optaget, vil de åbne.

Det kan så godt være, at borgerne vil blive henvist til at komme på et senere tidspunkt eller ringe på 114, fordi man sidder med nogle vigtige opgaver på stationen. Men kommer man i åbningstiden, er man sikker på, at der er personale til betjening, og personalet kan tage mod alle anmeldelser. Der er nogle ting, som det lokale politi ikke kan tage sig af, men her kan personalet henvise til den rette myndighed om det så er politiet i Esbjerg eller kommunen.

Det forebyggende arbejde gælder eksempelvis besøg på skoler, cykelkontrol, patruljer i gågaden og i det hele taget det, at være tæt på borgerne.

Og de lokale betjente er enige om, at det netop er det arbejde, der har bragt dem til Ribe. Alle brænder for det lokale, forebyggende og opsøgende arbejde, og alle har selv søgt stillingen ved lokalpolitiet, fordi man er glade for den tætte kontakt til borgerne, hvis henvendelser ofte kan hjælpe meget i et opklaringsarbejde.

Som de lokale siger: – Vi kan tage mod hittegods, vi kan tage mod alle former for anmeldelser, vi kan tage imod tips, som eksempelvis kan være, at det lugter af hash på en bestemt adresse, og vi kan tage mod mange andre henvendelser. Hvis det er hensigtsmæssigt, behandler vi selv sagerne, og hvis det er hensigtsmæssigt, sendes de videre til Esbjerg.

En af de administrative opgaver, der klares på den lokale politistation, er udstedelse af køretilladelser i gå-gaden – Nederdammen, Mellemdammen og Overdammen. Men også kun her. Køretilladelser i andre dele af gågadesystemet klares af kommunen ligesom parkeringstilladelser til håndværkere.

I øvrigt kan mange tilladelser og fornyelser af forskellige papirer klares på nettet med betaling via Nem ID.

Fakta

Politistationen i Ribe er åben mandag til onsdag fra klokken 13 til 15. Torsdag fra klokken 15-17. Fredage og weekender er der lukket for borgerbetjening.