Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, copyright. Onsdag den 3. oktober
Politiet i Ribe er nu flyttet til den nye adresse.
Fra at have kontorer på Tangevej er politistationen flyttet til Odins Plads i den bygning, hvor også Sydvestjysk Brandvæsen har til huse.
Det betyder, at folk med ærinde hos politiet fremover skal henvende sig på den nye station fremfor at gå til bygningen på Tangevej.
Vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard bekræfter, at flytningen er sket, og at der er åbent for publikum.
– Hvor mange er der ansat her?
– Vi oplyser aldrig, hvor mange, vi er de forskellige steder, men det er det samme antal medarbejdere og køretøjer som på Tangevej, og det er de samme personer, der er i de nye lokaler. Det er kun lokationen, der er ændret. Det er den eneste forskel, forklarer Lars Bjerregaard.
Åbningstiden på den nye station er den samme som på Tangevej nemlig mandag til onsdag fra klokken 13-15 og torsdag fra klokken 15-17 mens der er lukket fredag og i weekenden.
Hvad der skal ske med den gamle politigård på Tangevej er endnu uvist. Det er statens Bygningsstyrelsen, der ejer bygningerne, der formentligt søges solgt.










































































