Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 17. september 2026
Politiet sender nu en opfordring ud til beboere om at være meget forsigtige, hvis de får tilbud om fliserens.
Politikommissær Claus Løbner fortæller, at opfordringen kommer på baggrund af, at politiet har fået seks henvendelser fra borgere i Esbjerg, på Fanø og i Varde om to engelsktalende mænd, der opsøger folk på deres hjemadresse og tilbyder fliserens.
I et enkelt tilfælde lød prisen på 40.000 kroner.
– De seks borgere, der har henvendt sig til os, har ikke sagt ja til tilbuddet, men de fandt det alle så mistænkeligt, at de henvendte sig. Hvis man får et sådant tilbud, skal man sikre sig, at alt er i orden. Vi vil meget gerne tale med de to pågældende mænd, siger politikommissæren.
De to mænd er kørende i en hvid varevogn med et udenlandsk registreringsnummer.
Samlede ind til handicappede
Tre udenlandske statsborgere blev onsdag sidst på eftermiddagen anholdt i Esbjerg og sigtet for bedrageri og tyveri.
De tre gik rundt med en QR-kode og foregav at samle ind til blinde, døve og stumme mennesker via en hjælpeorganisation. De opfordrede folk til at indbetale 50 eller 100 kroner via QR-koden.
Politiet overvejer torsdag formiddag, om de tre skal fremstilles i et grundlovsforhør.
Tyveri af kobberkæde
Fra Kvaglund Kirke er der stjålet en 10 meter lang kæde af kobber, som hang ved kirken.
Tyveriet er sket i tidsrummet fra mandag til onsdag klokken 8, da personalet mødte ind. Der er overvågning på stedet, og politiet arbejder nu med den i et forsøg på at identificere gerningsmanden eller -mændene.







































































