Tekst Hasse Jørgensen, fredag den 25. december
Der er falske 1000 kroner sedler i omløb i Syd- og Sønderjylland.
Politiet oplyser på Twitter, at der er fundet fire falske sedler i supermarkeder i Vejen, Vojens, Haderslev og Toftlund og politiet opfordrer derfor butiksansatte i hele landsdelen til at holde øje med de falske pengesedler. Som politiet skriver, er de bagefter i efterforskningen, hvis pengene først opdages i bankerne.
Danske pengesedler er forsynet med nogle sikkerhedselementer, der gør dem svære at kopiere. Det drejer sig om en vinduestråd med bevægeligt bølgemotiv, hologram, der reflekterer lyset i forskellige farver, et vandmærke og en skjult tråd, der ses, når sedlen holdes op mod lyset.
Politiet advarer mod, at man veksler 1000 kroners sedler fra tilfældige fremmede.
Straframmen for falskmøntneri er op til 12 års fængsel.









































































