Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: René Jørgensen
Lørdag d. 26. februar 2022

Poetisk åbning af det nye Aktivitetshus på Simon Hansens Vej – Preben Rudiengaard holdt en flot tale med en stærk appel.

Kultur- og Fritidsforeningen seminarieHuset Ribes ”jordemoderformand” Nini Oken bød velkommen og gav ordet til tidligere Borgmester Preben Rudiengaard, som lagde ud med at ønske Ribe tillykke med det længe ventede Kultur- og Fritidshus. Rudiengaard fortsatte med at tale om den lange og hårde fødsel, hvor de dynamiske jordemødre sammen har overvundet modløshed og modstand. Længe frygtede man en abort, men nu er barnet født og det ser sundt, raskt og levedygtigt ud. Han rettede en helt særlig tak til de fire jordemødre dvs. den nuværende bestyrelse, som består af Nini Oken, Vivi Lindblad, Annie Hunderup og Lene krabbe.

Artiklen fortsætter under billedet

Nini Oken byder velkommen

Herefter talte Rudiengaard om værdien af et hus, hvor mennesker frit kan mødes og overkomme evt. kedsomhed eller ensomhed. Et hus, hvor man har lyst til at være og betydningen af, at brugerne er aktive og positive. Han talte også om vigtigheden af at overkomme indgroet modstand og brugte Carl Henning Pedersens udsmykning af Domkirken som eksempel på nytænkning, der først mødte modstand, men nu skaber glæde og stolthed. Tilslut talte Rudiengaard om livskvalitet og de forudsætninger, der skal være til stede for at man kan vælge at være aktiv sammen med andre. Han sluttede med at citere Inger Christensens smukke digt fra 1969 om samfundet, der er stenet, indtil nogen begynder at bygge en by, der er blød som en krop.

Artiklen fortsætter under billedet

Preben Rudiengaard holder festtalen

Omkring 75 mennesker – de allerfleste på den gode side af de 55 år,  var lørdag eftermiddag mødt op for at tage de nyindrettede lokaler i seminarieHuset på Simon Hansens Vej i brug. Lokalerne er lyse og venlige og omfatter foreløbig to tidligere undervisningslokaler med køkkenfaciliteter (kommer snart) og udvidelsesmuligheder på længere sigt til et tredje lokale.

Efter Rudiengaard holdt Vivi Lindblad en kort tale, hvor hun lagde vægt på Ninis fantastiske vedholdenhed, uden hvilken vi aldrig var kommet i mål med de nye faciliteter. Samtidig understregede Vivi at dette hus ikke bygges på en dag og at det er helt afgørende at pensionister og andre engagerer sig i at få videreudviklet både organisering, lokaler og aktiviteter. Der er et stykke vej, før vi kan sige, at huset er helt kørende.

Efter talerne udspandt sig forskellige diskussioner, som bunder dels i forskellig historik og dels i forskellig opfattelse af situationen, som den er lige nu. Begge dele ting, der kan afklares og som på ingen måde skal og kan være en forhindring for at huset kommer i gang. Der meldes snarest en dato for generalforsamling ud.

Artiklen fortsætter under billedet

Måske kommende medlemmer

Rykind lavede en lille rundspørge om villigheden til at melde sig ind, betale det årlige kontingent på kr. 200 og dermed bidrage til at tingene kommer på plads. Det ser ud til at de fremmødte kommende brugere kan deles i tre kategorier, nemlig: a) De, der allerede deltager eller er villige til at deltage i bestyrelsesarbejdet b) de, der gerne vil melde sig ind og bidrage som medlemmer (minimum 30 af de tilstedeværende) og c) de, der gerne vil vente med at beslutte sig, til der er mere retning og struktur på tingene.

Det er jo sådan, at lokalerne er lejet af Kultur- og Fritidsforeningen seminarieHuset Ribe. Hvis man melder sig som medlem her, kan man frit bruge lokalerne. Men man kan kun blive medlem som enkeltperson. Andre foreninger kan ikke melde sig ind for at bruge lokalerne til aktiviteter, der kun er for egne medlemmer.

Som bekendt blev Rom ikke bygget på én dag. Dette var en kort reportage fra åbningen. Fortsættelse om husets aktiviteter m.m. følger.

Måske kommende brugere