Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 15. november 2022

– Den mand ønsker jeg aldrig at snakke med mere.

Så kontant er Jesper Rohr Jørgensen i mælet efter han har talt med ”Jakob”.

Baggrunden er, at Jesper Rohr Jørgensen, der driver firmaet JRJ Anlægsgartner, for nogen tid siden fik stjålet en såkaldt gummiged – en gravemaskine til 375.000 kroner – fra en byggeplads i Bramming.

Maskinen er der hårdt brug for i entreprenørfirmaet, da der er stor travlhed. Derfor udlovede Jesper Rohr Jørgensen en dusør på 15.000 kroner til den, der kunne skaffe maskinen frem i dagens lys.

– Jeg fik så opringningen fra denne Jakob, der sagde, at hvis han fik 15.000 kroner, så kunne jeg få at vide, hvor maskinen stod. Jeg svarede, at han ikke skulle true mig og meldte opringningen til politiet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jesper Rohr Jørgensen vil gerne have sin gravemaskine tilbage.

– Jeg kender flere kolleger, der har fået andre, dyre maskiner stjålet, og nogle af dem har betalt beløbet uden så meget som at se skyggen af maskinen, og modtagerne af pengene er efterfølgende umulige at finde, fortæller Jesper Rohr Jørgensen, der føjer til, at der er hårdt brug for maskinen.

– Vi har i alt fem maskiner af den slags, og de kører alle sammen.

Og man investerer jo ikke lige 370.000 kroner i nyt maskineri?

– Det kunne nok gå med det, men det værste er, at der er lang leveringstid på sådanne maskiner. Der kan sagtens gå op til et halvt år, inden man kan få en, og vi har rigtig travlt i øjeblikket, så vi mangler i den grad den stjålne gravemaskine, fortæller Jesper Rohr Jørgensen.

Tyveri af dyre maskiner og dyrt værktøj er ikke noget særsyn, og firmaet JRJ Anlægsgartner har tidligere fået en gravemaskine stjålet, ligesom firmaet har været udsat for dieseltyveri.

– Forrige gang, vi fik en gravemaskine stjålet, fandt vi den ved en skov i Hviding, men den maskine, vi netop har mistet, har vi endnu ikke set. Men vi håber, at det snart sker, siger Jesper Rohr Jørgensen.