Tekst Hasse Hasse Jørgensen, grafik Esbjerg Kommune, søndag den 30. august 2026
Politikerne skal nu drøfte, om VE-projekterne for Lundsmark og Spandet Mark skal overgå fra fase 3 til fase 4, og samtidig skal politikerne tage stilling til, om der skal indledes en drøftelse med Tønder Kommune om en øvre grænse for VE-anlæg nord og syd for kommunegrænsen Esbjerg-Tønder.
Samtidig med, der arbejdes med anlæg af solcelle- og vindmølleparker på Spandet Mark og i Lundsmark, er der lige syd for kommunegrænsen også planer om de samme ting. Der har været en drøftelse mellem de to kommuner, så planer for opstilling af vindmøller koordineres de to kommuner i mellem.
Men på borgermøder har de lokale beboere i Spandet Mark og Lundsmark også ønsket en drøftelse mellem kommunerne om en øvre grænse af projekterne.
Det er bl.a. det, Esbjerg Kommunes udvalg for plan, by og lokalsamfund skal tage stilling til på sit møde på mandag den 31. august.
Det fremgår af udvalgets dagsorden for mødet.
At projekterne går fra fase 3 til fase 4 betyder, at de populært sagt går fra en miljøbehandling til en revideret planlægning. Opsætterne af møller og solceller har oprindeligt indsendt en plan til kommunen, og siden har planerne været drøftet politisk og ved borgermøder, hvor der er fremsat lokale ønsker. I fase 4 vil der så komme et endeligt planforslag, som politikerne skal tage stilling til, og bliver det godkendt, sendes planforslaget ud i en offentlig høring inden en endelig godkendelse.
Lokalt i Spandet Mark og Lundsmark har der også været ønsker om en udviklingsplan på tværs af kommunegrænsen, der omfatter sognene Spandet, Roager, Hvidding, Vodder og Rejsby. Udviklingsplanen skal sikre en positiv udvikling lokalt samt sikre, at de beløb, der kommer fra Grøn Pulje, giver et varigt løft af lokalområdet. I forbindelse med de to borgermøder tilbød ansøgerne hver at betale 250.000 kr. til konsulentbistand til en udviklingsplan.
Hvis projekterne godkendes til fase 4, kan arbejdet med udviklingsplanen igangsættes, når den indledende høring af offentligheden og berørte myndigheder er gennemført. En eventuel udviklingsplan vil ligeledes blive drøftet med Tønder Kommune inden anmodningen om igangsættelse af fase 4 fremlægges til politisk behandling, hedder det i dagsordenen for udvalgsmødet.








































































