Tekst og arkivfotofoto Hasse Jørgensen, mandag den 15. april

En af Ribes betydende virksomheder Planet Holding a/s, der står bag bl.a. Planet Huse a/s, har gjort det rigtig godt i 2018. Ikke alene er omsætningen steget med omkring 33 procent til 636 millioner kroner, men overskuddet er steget med 42 procent til 89,9 millioner kroner. Samtidig er egenkapitalen steget til 164 millioner kroner, og det er en fordobling på tre år.

Dermed overgår Planet Holding a/s sine egne forventninger til året, skriver byggeriets dagblad Licitationen.

Virksomheden, der har til huse på Ørstedsvej i Ribe i et moderne fabriksanlæg, beskæftiger omkring 70 medarbejdere på selve virksomheden, mens det samlede antal beskæftigede med underleverandører i Danmark og Tyskland er på omkring 250.

Planet Huse a/s beskæftiger sig med produktion og salg af fritidshuse i Danmark samt projekter for turismen i Tyskland i form af feriekomplekser, og det er et godt salg i både Danmark og Tyskland, der er baggrunden for succesen.

Planet Huse a/s fyldte i efteråret 30 år, og det blev markeret med blandt andet nye hustyper og et nyt image på det danske marked, for, som marketingschef Mette Bech Hofman sagde ved fødselsdagsreceptionen, handler det om at sælge pusterum i form af fritidshuse til danskerne og tyskerne. Og det har koncernen haft stort held med, viser regnskaberne.